Hvis du missede lørdagens NFL-kampe, mens du sad med munden fuld af risalamande og hænderne fulde af gaver, så er her de største overskrifter fra de 11 kampe.

Panthers – Lions 37 – 23

I kampen mellem farlige katte, var det tydeligvis Panthers, der tog opgøret mest alvorligt, mens Lions’ forsvar holdt juleferie. Panthers satte klubrekord i både yards (570) og løbeyards. 320 yards havde de på jorden (karrierebedste af både Donte Foreman med 165 og Chuba Hubbard med 125). Det var samtidig den koldeste kamp i Panthers historie.     

Patriots – Bengals 18 – 22 

Bengals kom ud som lyn og torden og førte 22-0 ved pausen på tre touchdown-kast af Joe Burrow (to af dem til Trent Irwin). Det var Bengals 7. sejr i træk, men det var lige ved at gå galt. Patriots kom tilbage i anden halvleg og havde bolden på Bengals 5-yard linje med ét minut igen. Her fumblede Rhamondre Stevenson, og så kunne Bengals-fans ånde lettet op.

Ravens – Falcons 17 – 9

Ravens var igen uden Lamar Jackson, og det kunne ses, men alligevel vandt holdet fra Baltimore en vanvittig vigtig sejr, der endte med at sende dem i slutspillet, fordi Patriots tabte. Ravens angreb løb for 186 yards og forsvaret holdt Falcons til tre field goals, og Falcons er nu officielt ude af kampen om playoff-pladser.  

Læs også: Sådan ser slutspillet lige nu

Vikings – Giants 27 – 24

Minnesota Vikings blev søndag det første hold med 11 sejre i en sæson med max. én scoring. Men de har Justin Jefferson, der satte Vikings rekord med 1.756 yards i en sæson og nytilkomne TJ Hockenson, der scorede to touchdowns. Også kicker Greg Joseph satte Vikings-rekord med sit 61 yard field goal. I øvrigt kampens gamewinner med 0 sekunder igen.  

Chiefs – Seahawks 24 – 10

Patrick Mahomes gjorde ikke noget for at miste favoritværdigheden til årets MVP-titel. Han kastede to touchdowns og scorede selv på et spektakulært løb. Chiefs forsvar havde også en god kamp med to stop på 4. down og en interception i end zonen.  

Bears – Bills 13 – 35

59.929 tilskuere trodsede kulden og troppede op på Soldier Field, og i første halvleg lignede det en god ide. Bears førte 10-6 ved pausen, men derfra stod der Josh Allen og Bills på resten af kampen, der dermed vandt AFC East, holdt fast i 1.-seed i AFC med sejren, og nu møder Bengals på udebane i næste runde. 

Browns – Saints 10 – 17 

Saints quarterback Andy Dalton ramte på 8 af 15 kast for 92 yards og en interception, men alligevel formåede Saints at holde liv i sine slutspilsdrømme med en sejr over Cleveland i minus 15 garders frost. Browns havde sin offensive linje skadesfri, og derfor så Hjalte Froholdt hele kampen fra bænken bortset fra to plays på extra point og field goal. 

Titans – Texans 14 – 19 

Sikke en rutschetur for Titans. Fro fem uger siden var de 7-3 og slutspillet lå lige om hjørnet, men efter fem nederlag i træk er de nu 7-8, og pludselig fører Jacksonville Jaguars divisionen. Titans var uden Ryan Tannehil imod Texans, men det var næsten forsvaret, der kostede sejren, da de tillod et langt drive til sidst, der gav Texans sæsonens blot anden sejr. 

Læs også: Elming: Jaguars ligner et slutspilshold

49ers – Commanders 37 – 20 

49ers fortsatte sin destruktive stil på forsvaret og moste Washington, der ellers holdt fin stand i først halvleg og kunne gå til pause med 7-7. I anden halvleg tog Nick Bosa fat og havde både to sacks og fremtvang en fumble. George Kittel scorede to touchdowns for anden uge i træk. 

Cowboys – Eagles  40 – 34  

93.754 tilskuere på AT&T Stadium fik valuta for alle pengene, da hjemmeholdet Cowboys besejrede divisionsrivalen Eagles i rundens mest underholdende kamp. Gardner Minshew var startende quarterback for Eagles for en skadet Jalen Hurts, og selvom han spillede en ganske flot kamp, så blev det i sidste ende hans to interceptions og en sen Eagles fumble, der blev afgørende.    

Steelers – Raiders 13-10

Onsdag døde Steelers-legenden Franco Harris, og lørdag blev hans trøje med nr. 32 pensioneret i pausen af kampen mod Raiders. Samtidig fik kampen en nærmest magisk afslutning, da et Steelers-hold med store offensive udfordringer trak en sejr op af hatten i sidste minut, præcis som i kampen for 50 år siden.