I denne artikel vil Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen varme op til den kommende spillerundes torsdagskamp, hvor Seattle Seahawks (4-5) og Green Bay Packers (4-4-1) tørner sammen på CenturyLink Field i Seattle.

Det er umuligt at skrive om Seattle Seahawks vs. Green Bay Packers uden at genkalde holdenes legendariske brag i NFC-mesterskabskampen den 19. januar 2015. Packers var i cruise control og foran 19-7 med cirka fire minutter tilbage, før Russell Wilson iværksatte en mirakuløs slutspurt. Comebacket indebar tre touchdowns (inkl. forlængede spilletid, red.), et vellykket onside-kick og et succesfuldt to-points-forsøg, hvor Wilson måtte bøje fysikkens love for at finde Luke Wilson i Packers’ målzone. Hvis det forestående opgør bliver bare tilnærmelsesvis ligeså dramatisk, har vi en stor kamp i vente!

Green Bay Packers kommer ind til opgøret efter en rutinesejr over Miami Dolphins på 31-12. Dermed kom Aaron Rodgers og co. tilbage på sporet efter at have tabt til Los Angeles Rams og New England Patriots. Særligt runningback Aaron Jones viste prøver på sit talent med 145 løbede yards og to scoringer. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Packers i skrivende stund er 0-4 på udebane i 2018.

Værterne fra Seattle har været en positiv overraskelse for mange i 2018. I sidste weekend tabte holdet kun med 36-31 til Super Bowl-aspiranterne fra Los Angeles Rams, og Seahawks var i bund og grund tæt på at tage føringen i kampens døende sekunder. Russell Wilson spiller som én af ligaens bedste quarterbacks, og Brian Schottenheimer har fået gang i løbespillet. Med et aggressivt og velspillende forsvar formår Seahawks at blande sig i slutspilsræset.

Seneste nyt på skadesfronten

Ostehovederne fra Green Bay må med sikkerhed se bort fra wide receiver Randall Cobb, linebacker Nick Perry, cornerback Kevin King og safety Kentrell Brice, som ikke er rejst til Seattle på grund af skadeskvaler. Derudover er der tvivl om profiler som tackle David Bakhtiari, cornerback Bashaud Breeland, tight end Jimmy Graham og linebacker Blake Martinez.

Omvendt positivt ser det ud for Pete Carrolls tropper, der manglede et par spillere mod Rams i den seneste weekend. Carroll har i den forbindelse udtalt sig positiv omkring runningback Chris Carson, guard D.J. Fluker og safety Bradley McDougald, der alle forventes at spille mod Packers efter fravær i de(n) seneste kamp(e). Dog måtte linebacker K.J. Wright udgå med en skade i det førnævnte opgør mod Rams, og derfor sidder han med stor sandsynlighed over i nat.

https://twitter.com/news8gregg/status/1062469946616242177

Hold øje med…

Som nævnt tidligere har Brian Schottenheimer sparket liv i Seahawks’ løbespil efter et par rædderlige sæsoner på den konto. Således er Seahawks det hold, som løber bolden næstmest i NFL (288 løbespil i 2018, red.), og har flest løbede yards pr. kamp i ligaen (152,2 yards pr. kamp, red.). Med Chris Carson tilbage fra sin skade bliver det interessant at se, hvordan Green Bay Packers’ normalvis stærke defensive linje vil håndtere Seahawks’ giftige runningback-trio. Det er nødvendigt for Seahawks at forpligte sig til løbespillet, da det åbner op for play-action-spil, hvor Wilson traditionelt er bedst, og samtidig neutraliserer det Packers’ pass rush. Mike Daniels var eksempelvis dødbringende i det seneste indbyrdes opgør med 1,5 sacks og fire quarterback-hits.

Til trods for at Green Bay Packers endnu ikke har vundet på udebane i 2018, har Aaron Rodgers været intet mindre en fænomenal i denne sæson. Rodgers har ramt på 64 pct. af sine kast for 2.741 yards, 17 touchdowns og én sølle (!) interception. Desuden har den fremtidige ”Hall-of-famer” ikke kastet en interception i 10 af sine 12 seneste udebanekampe. Omvendt har Seahawks tabt fire af holdets seneste fem hjemmebanekampe, hvorfor der med rette kan sås tvivl om CenturyLink Fields reelle frygtfaktor. Derfor er det – selvsagt – afgørende for Packers, at de kan beskytte Aaron Rodgers og sikre ham de bedste vilkår. Med unge, uprøvede receivere som Marquez Valdes-Scantling og Equanimeous St. Brown og skadeskvaler / problemer på den offensive linje er det nødvendigt, at Aaron Jones og løbespillet fortsætter de positive takter fra Dolphins-kampen.

Vidste du, at?

Hjemmebaneholdene har været altoverskyggende i torsdagskampene anno 2018. Således er værtsmandskaberne 8-2 for sæsonen, og typisk har de vundet på ekstremt overbevisende manér. Dette opgør står lidt paradoksalt i forhold til den statistik, da Seahawks har haft problemer hjemme på CenturyLink Field, mens Packers fortsat er sejrsløse på udebane i 2018.

Spiltips og picks

Pittsburgh Steelers og Carolina Panthers leverede den forventede pointfest i sidste uge, og eftersom at førstnævnte egenhændigt scorede de påkrævede 50,5 point (Steelers scorede 52 point, red.), ramte vi plet med både spiltips og picks. Dermed er vi nu 5-2 for sæsonen i forhold til spiltips og 4-3 på picks-fronten.

Jeg forventer, at Seahawks og Packers bryder med den entydighed, som hidtil har karakteriseret torsdagskampene. Vi har to Super Bowl-vindende quarterbacks på banen, og begge hold har alvorligt brug for en sejr for at holde sig til i NFC’s stærke slutspilsfelt. Det lugter med andre ord af en tæt affære.

Foruden den indledningsvist nævnte kamp om NFC-mesterskabet har Aaron Rodgers haft et godt tag på Seattle Seahawks i et historisk perspektiv (Rodgers er 6-2 mod Seahawks, red.). I de tre seneste indbyrdes opgør har Rodgers kastet for 806 yards, seks touchdowns med blot en enkelt interception som følge. Jeg tror på, at Aaron Rodgers hiver en ny sejr hjem mod Seahawks i et tæt opgør. Packers vinder 27-23. Danske Spil giver flotte odds 2,20 igen på en Packers-sejr – inklusiv muligheden for forlænget spilletid. Spil ansvarlig og god kamp!