I denne artikel vil Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen varme op til den kommende spillerundes torsdagskamp, hvor to slutspilsaspiranter fra AFC i Houston Texans (4-3) og Miami Dolphins (4-3) mødes.

Slutspilsimplikationer i Brock Osweilers Texans-genkomst

Houston Texans og Miami Dolphins har dét til fælles, at de er 4-3 for sæsonen, hvilket gør dem til potentielle slutspilsmandskaber i en AFC-konference, hvor 9-7 har været tilstrækkeligt for slutspilsindtræden i de seneste tre sæsoner.

De to mandskaber kommer derimod til kampen med to vidt forskellige formkurver i bagagen. Værterne fra Houston har nu vundet fire opgør på stribe – herunder en overbevisende sejr på 20-7 på udebane mod divisionsrivalerne fra Jacksonville Jaguars. Med denne sejr avancerede Houston Texans til førstepladsen i AFC South-divisionen på netop Jaguars’ bekostning.

Modsat kom Miami Dolphins flyvende fra start i 2018 med tre åbningssejre mod Titans, Jets og Raiders. Men herefter kom Adam Gase og co. godt og grundigt ned på jorden, da man fik stokkeprygl af New England Patriots i fjerde spillerunde. Sidenhen har Dolphins tabt to øvrige kampe – senest på hjemmebane mod upåagtede Detroit Lions.

Foruden opgørets sandsynlige slutspilsimplikationer danner opgøret også rammerne for Brock Osweilers genkomst til Houston Texans, som i 2016 langede en $72 millioner dyr kontrakt ud til quarterbacken – kun for at handle ham til Cleveland Browns et år senere, da Osweiler skuffede fælt og – ifølge ESPN – kom på kant med Texans-cheftræner Bill O’Brien. Nu er Osweiler genforenet med Adam Gase, som var offensiv koordinator hos Denver Broncos, da de hentede førstnævnte til NFL. Det er tydeligt, at Brock Osweiler fungerer bedre i samarbejdet med Adam Gase og i to foreløbige starter i 2018 har han leveret 619 kastede yards, fem touchdowns, to interceptions og en enkelt sejr.

Seneste nyt på skadesfronten

Adam Gase og Brock Osweiler må imidlertid se bort fra to vigtige våben, da Albert Wilson (hofteskade) og Kenny Stills (lyskenproblemer) begge sidder ude til opgøret. Derudover har hverken defensive end Charles Harris (lægskade) eller tight end A.J. Derby (fodskade) trænet i løbet af ugen. Se den fulde skadesrapport nedenfor:

Værterne må sandsynligvis se bort fra cornerback Aaron Colvin, der døjer med en ankelskade – og kombineret med Kevin Johnsons fravær efterlades Texans med Jonathan Joseph, Shareece Wright og Johnson Bademosi som cornerbacks. Wide receiver Keke Coutee pådrog sig en forstrækning i weekendens opgør mod Jaguars, hvilket nok holder ham ude af nattens kamp. Endelig er det værd at bemærke, at Deshaun Watson (endelig) er registreret som skadesfri (full participant, red.), hvilket taler for, at han nærmer sig 100 pct. efter sine skavanker i overkroppen.

Hold øje med…

Jadeveon Clowney var altoverskyggende i Texans’ jordskredssejr mod Jacksonville Jaguars i den seneste spillerunde. Clowney leverede vanvittige syv tacklinger, to sacks, fire quarterback-hits og en forceret fumble mod Jaguars’ normalvis stærke offensive linje – og kombineret med J.J. Watts spillemæssige genopstandelse (syv sacks og fire forcerede fumbles) i 2018 udgør de én af ligaens farligste defensive duos. Brock Osweiler blev kastet i jorden hele fire gange mod Detroit Lions i søndags og fortsætter Laremy Tunsil og Ju’Wuan Jamens den manglende beskyttelse, så får Osweiler – og Dolphins – en forfærdelig og lang aften mod Texans’ forsvar…

Begge mandskaber har blot været middelmådige til at løbe bolden i 2018, og med Deshaun Watsons tidligere skadeskvaler og spørgsmålstegnene ved Brock Osweilers pålidelighed kan det blive udslagsgivende at få gang i løbespillet i nat. Houston Texans snitter sølle 3,9 yards pr. løb og Lamar Miller har kun ét løb for mere end 20 yards i sæsonen. Ikke desto mindre tillader Dolphins flest løbede yards (140 pr. kamp i snit) i NFL, hvilket kan åbne op for en Miller og Alfred Blue- og førstnævnte fik da – trods alt – tilkæmpet sig 100 løbne yards mod Jaguars’ forsvar i søndags. Hos Miami er det Frank Gore og Kenyan Drake, som deler byrden og de snitter knap fem yards pr. løb. Med det forventede pres på Brock Osweiler er det altafgørende, at de leverer på første og / eller anden down, så Dolphins kan undgå for mange oplagte kastesituationer, hvor Clowney og Watt vil komme efter Osweiler.

Vidste du, at?

Historisk set har Houston Texans domineret den indbyrdes serie mod Miami Dolphins, hvor det er blevet til syv sejre ud af otte mulige. Ikke desto mindre vandt Dolphins det seneste indbyrdes opgør med hele 44-26 i 2015, hvor Ryan Tannehill kastede fire touchdowns og nul interceptions. Det er tvivlsomt om Brock Osweiler kan gentage det mesterstykke i nat.

Spiltips og picks:

Vi skal tilbage på sporet i denne uge efter Cardinals’ bespottelige præstation mod Denver Broncos i syvende spillerunde. Det efterlader os som 3-1 for sæsonen i forhold til spiltips og 2-2 på picks-fronten.

Som nævnt indledningsvist er det to vidt forskellige formkurver, der mødes i Houston natten til fredag, hvilket også afspejler sig hos bookmakerne, der har Texans som klare favoritter. Jeg forventer også en (endnu en) ensidig forestilling, hvor værternes forsvar bliver for stor en mundfuld for Brock Osweiler, der ikke formår at stille sin eventuelle hævnlyst mod Bill O’Brien. Omvendt ser Deshaun Watson stærkere og mere skadesfri ud, mens løbespillet kom i gang mod Jaguars. Hjemme i Houston forventer jeg en stensikker 26-13-sejr til Texans.

Hos Danske Spil er der – i skrivende stund – fin værdi i Houston Texans til at vinde med mere end et touchdown til odds 1.70. Spillet hedder helt konkret: ”Handicap (0-6,5) (inkl. OT) 1” og kan findes her. Spil ansvarligt og god fornøjelse!