Her på Gul klud har vi sat os for at lave et MVP termometer, hvor du hver uge kan se hvor varme de forskellige spillere er i forhold til at kunne hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller, også bare kaldet MVP.

Spilleuge 12 er overstået, og det var en uge hvor der ikke skete de store ændringer i forhold til favoritterne i MVP-ræset.  Både Jared Goff og Patrick Mahomes tog sig et hvil efter deres vanvidskamp sidste mandag, og Drew Brees og Saints tromlede henover stakkels Falcons forsvar i bedste sendetid på thanksgiving.

Vi er så langt henne i sæsonen nu, så “catching fire” kategorien udgår da vi skal have indsnævret feltet de kommende uger. I denne uge er der 10 spillere på listen, og hver af de kommende uger fjerner vi en spiller så vi op til spilleuge 17 står tilbage med fem kandidater.

Jeg varslede i sidste uge, at en spiller kunne være i overhængende fare for at ryge af listen med et nederlag, og det blev altså en realitet søndag aften. Læs med og find ud af hvem det er.

Brandvarm

1. Drew Brees, QB, New Orleans Saints (-)
“Breesus” kastede kun for 171 yards og ÉN interception! Hvad sker der?
Rolig nu, han kastede stadig for fire touchdowns, Saints slog Falcons stensikkert og har stadig første seed. Nu venter en kamp mod Cowboys’ stærke forsvar i “Jerry World”.

2. Jared Goff, QB, Los Angeles Rams (-)
Sad over så Goff indtager fortsat på andenpladsen på listen grundet sejren over Chiefs. Sidste år kastede Goff for samlet 3804 yards, og det tal kan han overgå allerede i weekenden mod Lions efter kun 12 kampe.

3. Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs (-)
Det ligner et tæt løb mellem Goff, Mahomes og Brees men jeg er bekymret for hvad der sker hvis Chiefs taber førstepladsen i AFC, og der er er altså hele tre hold der potentielt kan vippe dem af pinden. Det er grunden til han ikke ligger nummer to hvor han måske burde ligge.


Varm

4. Aaron Donald, DT, Los Angeles Rams (-)
Fire mod en, det er da ikke fair? Jo, mod Aaron Donald er det faktisk. Han er så god det næsten ikke burde være lovligt. Det skal blive spændende at se hvad Lions kan stille op mod ham på søndag.

5. Philip Rivers, QB, Los Angeles Chargers (-)
Rivers er bare pålidlig som en gammel ræv. I kampen mod Cardinals slog han NFL rekorden for at ramme på flest kast i træk, mere præcist på 25 styks. Nu venter en svær udekamp imod Steelers. Chiefs har Cardinals, så taber de den må de med god sandsynlighed tage til takke med en wild card plads.

6. Andrew Luck, QB, Indianapolis Colts (NY!)
Colts har vundet fem kampe i streg, og de møder Jaguars med Cody Kessler som QB, så det bliver nok til seks. Colts’ angreb er blandt de allerbedste i NFL, og det skal Luck altså have en del af æren for. Og så greb han endda sin første bold i NFL. Men Colts gør nok klog i at spare på de her farlige spil!

Gløder stadig

7. Todd Gurley, RB, Los Angeles Rams (-2)
“Todd Gurley is 100%”. Sådan lød fra Rams’ cheftræner Sean McVay da han blev spurgt til hvordan Gurley var kommet sig ovenpå den ankelskade han angiveligt døjede med mod Chiefs. Men selv med en dårlig ankel skulle han have gode chancer for en god kamp.

8.Deshaun Watson, QB, Houston Texans (-1)
Prøv lige og kig på de her tal! Det er jo helt vildt som Texans er vendt på en flyvende tallerken. Otte sejre i streg nu, og der er en seriøs chance for, at de faktisk kan ende med at få en oversidder i første runde af slutspillet. Sker det så SKAL Watson overvejes i MVP-snakken.

9. Tom Brady, QB, New England Patriots (-1)
Brady fik Gronk tilbage og overhalede samtidig Peyton i flest kastede yards nogensinde. Men Texans puster altså i den grad Patriots i nakken, der møder Vikings i weekenden. Taber de den kan de måske for første gang siden 2009 skulle affinde sig med ikke at få en oversidder i slutspillet.

10. Russell Wilson, QB, Seattle Seahawks (+1)
I weekenden var det 22. gang i karrieren at Wilson førte Seahawks ned af banen på et kampafgørende drive i 4. quarter. Det gik ud over Panthers, hvis QB nu ikke længere er at finde på listen.

Ikke længere på listen: 
Cam Newton, QB, Carolina Panthers
Panthers fik deres første nederlag til Seahawks på hjemmebane og det eliminerede stort set muligheden for at Super-Cam kommer til at kunne blande sig bare en lille smule i MVP-snakken.