Jared Goff har endnu ikke været på banen i den regulære sæson, på trods af at han blev valgt som den første spiller i årets draft. Men det kan måske ændre sig inden for den nærmeste fremtid.

Førstevalget, Jared Goff, har siddet bag Case Keenum siden dag et, på trods af, at han var den første spiller, der blev valgt i årets draft. Rams draftede oprindeligt som #15, men valgte at handle sig frem i draften efter Goff i en ren blockbuster-handel

I en lignende mega-handel fik Eagles handlet sig frem til #2 og kunne dermed samle den anden af draftens store QB-talenter op, Carson Wentz. Til sammenligning med Goff har Wentz startet fra dag et, og har været stærkt medvirkende til, at Eagles i øjeblikket er 4-2 og kun har én sejr færre end divisionsduksene fra Cowboys.

Goff fik lov at spille i holdets træningskampe før sæsonstarten, men her skuffede han og viste, at han havde langt igen, hvis han skulle starte for LA Rams.
Derfor har Rams startet Case Keenum på quarterback. Dette gav bagslag i kampen mod Giants i London i sidste runde, da Keenum kastede 4 interceptions, og derfor har cheftræner, Jeff Fischer, valgt at blande kortene i holdets friuge.

Rams sidder nemlig over denne uge, og holdet har derfor masser af tid til at forberede sig til næste rundes kamp mod Panthers. Den tid bruger holdet angiveligt på at se Goff sammen med de øvrige startere, og selvom Fischer har været ude og sige, at Keenum også starter næste uge, så er der langt til den 9. november, hvor Rams skal møde sidste års Super bowl finalister fra Panthers.

Det ser altså i stigende grad ud til, at vi snart får draftens førstevalg at se. Og når den tid kommer, bliver det spændende at se, om det har været med god grund, at Goff har siddet på bænken indtil nu.