Det lyder som noget fra et spil monopoly, men den er god nok. Jacksonville Jaguars ejeren Shad Khan har afgivet et bud på Wembley stadion i London.

Shad Khan og Jacksonville Jaguars har altid haft et særligt forhold til London. Siden deres første optræden i 2013, hvor de tabte til San Francisco 49ers, har de spillet der yderligere 4 gange og er derfor det hold i ligaen, som har spillet flest gange i den engelske hovedstad.

Men at ejeren ligefrem byder på stadion, kommer nok som et chok for de fleste.

Angiveligt har Khan budt omkring £500 mio på stadionet, som har lagt græs til 20 NFL kampe siden 2007.

At det netop er Jaguarsejeren, som har afgivet et bud, har startet den helt store rygtebørs. Der har længe været snak omkring et hold i London, og her har Jaguars været nævnt som et af de hold, som kunne finde på at flytte, for at skabe en større indtjening. Og Jaguars er også en oplagt kandidat.
Jacksonville er et af de mindste markeder i ligaen, og Shad Khan er i forvejen involveret i sportsbilledet i London, da han også er ejer af fodboldklubben Fulham.

Hovedpersonen siger selv, at han ikke har nogen intentioner om at flytte sit hold til London, men at buddet skal ses som en investering, der kan være med til at styrke holdejerens økonomi.
Jaguars har en kontrakt på at spille mindst en hjemmekamp pr sæson til og med 2020 sæsonen, hvilket man har accepteret, netop for at komme ind på det europæiske marked og kompensere for det lille hjemmemarked. Med et ejerskab i Wembley, åbnes der for helt nye muligheder. Måske Jaguars skal til at spille flere hjemmekampe i løbet af samme sæson – måske endda et permanent flyt, selvom rygterne siger noget andet?