Interview: Peter Schrager om de største historier i offseason

    0

    Gul Klud har mødt Peter Schrager fra NFL Network og Fox Sports til en snak om de største historier og spillere, der kommer til at præge NFL i foråret 2025. 

    2024-sæsonen er gået på hæld og Philadelphia Eagles er blevet hyldet som mestre i NFL. Men ligaen sover aldrig. Alle 32 hold arbejder lige nu på højtryk for at blive klar til det forestående free agency og den efterfølgende draft. 

    Hvad er så de største historier lige nu i NFL? Hvilke spillere skal vi holde særligt øje med i den kommende tid? Det er nogle af de spørgsmål, som Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen søgte svar på, da han mødtes med NFL-insider Peter Schrager til en snak om den kommende tid i NFL.

    Til daglig arbejder Peter Schrager som NFL-insider og journalist for TV-stationerne Fox Sports og NFL Network, hvor han især blevet kendt for sin rolle i det populære morgenprogram Good Morning Football. Peter Schrager begår sig hele tiden i ligaens inderste cirkler – blandt de allerstørste spillere, trænere og sportschefer – og han har om nogen pulsen på NFL. 

    I samtalen kom Nicholas og Peter Schrager rundt om flere højaktuelle emner i NFL. Således kan I her blive klogere på Myles Garretts fremtid, få seneste nyt på Minnesota Vikings’ beslutning om Sam Darnold, komme tæt på det forestående generationsskifte hos Los Angeles Rams og høre mere om ligaens internationale engagement.

    “Nej. Myles Garrett skal ikke til Chicago.” 

    “Der er ét spørgsmål, som fylder størstedelen af mine vågne timer – og hvor udfaldet kommer til at få kolossal betydning for ligaen i de næste mange år. Får Myles Garrett lov til at skifte væk fra Cleveland – og hvor skal han i givet fald han?” 

    Læs også: Myles Garrett vil væk fra Browns

    Årets bedste forsvarsspiller fra 2023-sæsonen startede et jordskælv i NFL-verdenen, da Myles Garrett bekendtgjorde, at han har fået nok af middelmådigheden og turbulensen i Cleveland. I otte år har Garrett arbejdet benhårdt for at gøre Browns konkurrencedygtige. 

    Myles Garrett har bidraget med 102,5 sacks og 20 forcerede fumbles. Den 29-årige defensive end er blevet kåret som ligaens bedste forsvarsspiller og udnævnt til seks All Pro-hold. Men hvad har Myles Garrett fået ud af det? Sølle tre slutspilsoptrædender og en enkelt slutspilssejr. 

    Nu har forsvarsstjernen offentligt krævet et skifte væk fra Cleveland Browns. Myles Garrett ønsker at spille med om titlen, og han forventer ikke, at Browns kommer til at blande sig i titelkampen lige foreløbigt. Spørgsmålet er så bare, om Cleveland Browns vil slippe sin største profil? 

    “Jeg har talt med flere kilder i Cleveland, som er stålfaste på, at de ikke kommer til at slippe Myles (Garrett, red.). Vi har selvfølgelig set andre eksempler på lignende situationer, hvor spilleren i sidste ende har fået sin vilje. Men til syvende og sidst, så afhænger det af Browns.”, siger Peter Schrager, før han fortsætter: 

    “Myles (Garrett, red.) er én af de bedste spillere i vores levetid. Han er 29 år gammel, og han er bedre, end han nogensinde har været. Hvis han mener det alvorligt, når han offentligt kræver et skifte, så er Browns nødt til at afsøge markedet.” 

    Det efterlader os med ét presserende spørgsmål: Hvis Browns giver Garrett grønt lys til at skifte, hvor skal han så hen? Peter Schrager havde ikke et entydigt svar – men han kunne udelukke ét af de hold, som har floreret på rygtebørsen: 

    “Det er det helt store spørgsmål (hvor Myles Garrett skal hen, red.). Jeg har hørt flere nævne Chicago (Bears, red.) som en mulig destination, men det er ikke min forståelse, at Bears overhovedet skulle være i spil,” betoner Schrager.    

    Vikings satser alt på J.J. McCarthy

    Vi forlader Myles Garrett og indstiller spotlyset til Minnesota, hvor Kwesi Adofo-Mensah og Kevin O’Connell står foran en kolossal beslutning: Sætter Vikings alle sejl til for at lande en kontraktforlængelse med Sam Darnold? Bruger Vikings sit franchise tag på Darnold? Eller får Darnold lov til at afprøve sit værd på det frie marked? 

    “Hvis du havde spurgt mig efter 17. spillerunde, så havde jeg fortalt dig, at Vikings ville forgylde Sam Darnold med en længerevarende kontrakt, som ville indbringe ham mere end $50 millioner om året,” siger Peter Schrager med et stort smil på læberne.

    Under Kevin O’Connells kyndige ledelse genrejste Sam Darnold sin karriere i 2024-sæsonen. I sin første sæson som starter i Minnesota kastede Darnold for 4.319 yards, 35 yards og 12 interceptions, og han førte Vikings frem til 14 sejre i grundspillet. 

    I 18. og sidste spillerunde i grundspillet kunne Minnesota Vikings erobre førsteseedet med en sejr over divisionsrivalerne fra Detroit Lions. Men i afgørelsens time faldt Sam Darnold og Minnesota Vikings sammen. Lions vandt en knusende sejr på 31-9, og Darnold kastede ikke et eneste touchdown. 

    I stedet måtte Vikings nøjes med femteseedet i NFC, og de indledte slutspillet mod Los Angeles Rams. Igen fik Sam Darnold ørerne i maskinen, da Rams dominerede Vikings fra start til slut og vandt med 27-9. Darnold havde intet modsvar til Rams’ presspil, og han endte med at tage ni sacks i slutspilsnederlaget. 

    “To uger senere, så kunne du rive kontrakten midtover. Jeg fornemmer, at Vikings er blevet afskrækket. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er et andet hold, som er villige til at forgylde Sam (Darnold, red.). Men jeg forventer ikke længere, at Vikings kommer til at satse på Sam i det lange løb,” vurderer Peter Schrager.  

    Fremtidens bannerfører lurer også allerede i kulissen i Minnesota. I fjor brugte Vikings det 10. valg i 2024-draften på Michigans quarterback J.J. McCarthy. McCarthy havde netop ført Michigan frem til sit første nationale college-mesterskab siden 1997. 

    Flere forventede, at J.J. McCarthy allerede skulle overtage Vikings-roret i 2024-sæsonen, men han fik forpurret sit første år i NFL, da han rev sin menisk over i sæsonoptakten. Peter Schrager er heller ikke i tvivl om, at Vikings satser alt på McCarthy: 

    “Jeg har fået at vide, at J.J. McCarthy har imponeret alt og alle i Minnesota. Vikings er “all-in” på J.J. (McCarthy). Han skulle også være foran sin genoptræningsplan, og han skulle allerede have gjort et stort indtryk på sine holdkammerater,” beretter Schrager.  

    Næste side: Peter Schrager giver sit bud på Matthew Staffords næste hold