I april var coronakrisen med til at lukke XFL ned, men måske er eventyret ikke slut endnu. Flere potentielle købere skulle være interesserede i at overtage ligaen.

XFL havde ikke en lang levetid, men måske kommer der en operation, der kan forlænge livet af den private liga, så næste sæson kan starte allerede i februar næste år. Ifølge mediet The Athletic skulle en del potentielle købere have vist interesse i den nu lukkede liga.

Vince McMahon, der startede XFL, har allerede meldt ud, at han ikke vender tilbage som ejer. Der skulle dog være andre, der ser positivt på muligheden for at eje en sportsliga, og det tror Vince McMahon kommer til at ske.

“På baggrund af den indledende feedback, så er der et stærkt marked for at få afsat værdierne i XFL”, siger Vince McMahon igennem sine advokater.

XFL lagde ud med gode seertal, selvom de faldt fra uge til uge. Ligaen var specielt populær i byer som St. Louis, hvor der ikke er et NFL-hold i forvejen.