På en sorgens dag for Chicago Bears kom de væk fra de sejrsløse rækker med en vild 40-20 sejr over Washington Commanders.

Farvel til Dick Butkus

En af historiens bedste linebackers og ondeste spillere hedder Dick Butkus. Eller rettere hed.

For Chicago Bears legenden, der var første skud på en lang stamme af dominerende Bears linebackere, stillede få timer før torsdagens kamp mellem Bears og Washington Commanders footballstøvlerne.

Han var så voldsom eller måske nærmere decideret voldelig, dengang NFL tillod den slags, at han spredte gru og frygt hos alle hold Bears mødte i 60erne og 70erne. Her er en lille forsmag på Butkus’ plays, men prøv selv at youtube ham.

Han har været en af mine yndlings-forsvarsspillere, siden jeg lærte NFL at kende i 1985 (hvor Bears i øvrigt vandt Super Bowl). Du kan læse om Dick Butkus og hans karriere her.

Moore, Moore, Moore

Bears vandt deres første sejr i år. Og ingen havde større andel i den sejr end holdets nye wide receiver DJ Moore. Han greb bolde for 230 yards (personlig rekord og flest nogensinde på en torsdag #latterligstat) og scorede tre touchdowns.

Husk på, hvordan Bears fik fat i DJ Moore. Bears var NFLs dårligste hold sidste sæson og havde derfor det første pick i NFL draften. Men det tradede de til Carolina Panthers, der var blevet forelskede i den unge quarterback Bryce Young.

I handlen indgik en stribe draft-picks og også receiver DJ Moore. Han har i sæsonen vist et par eksempler på, at han kan være en toneangivende receiver, men torsdag nat foran hele USA – og Carolina – var han en enmandshær. Han scorede et touchdown i første quarter, anden quarter og det afgørende touchdown i fjerde quarter.

Copy-Paste afværget

I sidste uge var Bears foran med 21-7 ved pausen over Denver Broncos og 28-14 i starten af fjerde quarter. Torsdag mod Commanders stod det hhv. 20-3 ved pausen og 27-14 i starten af fjerde.

I sidste uge smed Bears på en kombination af fejl og elendig coaching sejren og tabte 31-28 til Broncos, men fire dage senere undgik de en copy-paste, da de scorede et field goal til 30-14 i starten af 4. quarter.

Det var en tilpas stor buffer til, at selvom Commanders indledte et vildt comeback, så blev det aldrig rigtig spændende. Godt nok scorede de touchdown til 30-20, men quarterback Sam Howell blev sacket på sin 2-point conversion.

På Washingtons næste angrebsserie fik de muligheden for at reducere yderligere, men Joey Slye brændte sit 46-yard field goal forsøg, og så var Bears stadig foran med to scoringer.

Win-Win for Bears og Fields

På næste Bears drive scorede DJ Moore sit tredje touchdown, og så kom Bears – efter klubrekord 14 nederlag i træk – endelig på tavlen.

Dermed er Carolina Panthers nu det eneste hold i NFL uden en sejr i år og har – hvis sæsonen sluttede nu – det første pick i draften til næste år… som de har givet til Chicago Bears for retten til at vælge Bryce Young.

Win-win for Bears, mens dommen stadig er ude på Bryce Young.

Til gengæld spillede quarterback Justin Fields for anden uge i træk en vild kamp. Mens han i sidste uge ramte på sine 16 første kast, så missede han torsdag nat sit første og nåede kun op på 15 grebne kast i hele kampen. Men han var til tider en maskine. Han løb og kastede som blev han betalt for det – nå ja, det gør han faktisk, men torsdag nat var han alle pengene værd.

Udover de tre touchdowns til Moore, kastede han også et til tight end Cole Kmet, der lige som Fields er ved at finde sit NFL-niveau, og Fields løb selv flere vigtige første downs hjem og havde et par atletiske plays, hvor alt var kaos, og han alligevel slap godt fra det.

Han ramte kun på 15 af 29 kast, men det var 282 yards og fire touchdowns, og så løb han også bolden 11 gange for 57 yards.