Corona-krisen har sat sit præg på verden i 2020, og selv om der stadig er måneder til NFL sparkes i gang, kan sygdommen ændre, hvordan fans kan støtte deres hold. 

NFL kan risikere at spille den kommende sæson uden fans på tribunerne, og det åbner for mange diskussioner omkring, hvordan det skal håndteres. Stod det til Eagles-receiver DeSean Jackson, skal alle spillere bære mikrofoner under kampene, hvis fans ikke blive lukket ind på stadion.

Den lynhurtige angrebsspiller mener, at det vil tilføje et voldsomt underholdende element, som de fleste fans ville elske. I et interview på holdkammeraten Lane Johnson YouTube-kanal fortæller Jackson om ideen:

“Det bliver skørt uden fans. Jeg synes, de skulle sætte mikrofoner på os alle. Det ville give fansene indblik i, hvad der virkelig foregår mellem kridtstregerne. Jeg ved, det der foregår på indersiden (mellem de offensive og defensive linjemænd red.) er vanvittigt, og jeg ved, det også er vanvittigt på ydersiden (mellem receivere og cornerbacks red.). De samtaler vi har frem og tilbage.”

NFL er vant til at smide en mikrofon på spillerne. Hvert år udkommer en samling af de bedste (stuerene) klip til stor underholdning for mange fans verden over. Se opsamlingen fra 2019 herunder.

Jacksons forslag vil være svært at gennemføre i praksis, de fleste kommentarer vil være umulige at bringe på TV, og mon ikke trænere vil være skræmte ved tanken om, at deres playbook skulle fanges på lyd. Ikke desto mindre er det en sjov tanke at lege med.

Den 33-årige receiver forholder sig skeptisk til udsigten om at spille uden fans på stadion. Eagles-spilleren mener, at mange spillere bruger fansenes energi som motivation til at præstere, og det vil være et kulturchok at undvære det. Jackson udtalte til sidst, at han håber, NFL finder en løsning:

“I sidste ende er vi alle professionelle og vi må tilpasse os. Det vil være mærkeligt i starten, men forhåbentlig kan der findes et alternativ.

Ifølge Patrick Walker fra CBS Sports er Jackson ikke den eneste spiller, der har udtalt sig om emnet. Kirk Cousins mente, at det ville være forfriskende at spille på tomme stadions, mens den tidligere Chargers-runningback Melvin Gordon udtalte, at han alligevel var vant til at spille uden fans i Los Angeles.