Når Bills safety Damar Hamlin igen åbner øjnene, så kan han glæde sig over den enorme opbakning hans velgørenhedsprojekt har opnået.

En indsamling til legetøj til de fattigste børn i en lille amerikansk by har nået fantastiske højder. Indsamlingen, der var sat til at skulle nå 2.500 dollars, er i skrivende stund på over 7 millioner dollars, eller næsten 50 millioner kroner.

Indsamlingen er startet af Buffalo Bills safety Damar Hamlin, der kollapsede med hjertestop på banen i kampen mod Cincinnati Bengals i mandags.

Hamlin startede indsamlingen “The Chasing M’s Foundation Community Toy Drive” efter Bills draftede ham i 6. runde i 2021, og pengene er øremærket til køb af legetøj til børn i hans hjemby McKees Rocks nær Pittsburgh.

Allerede i timerne efter han fik hjertestop foran millioner af seere mandag aften amerikansk tid begyndte donationerne at strømme ind. Samme aften krydsede indsamlingen en million dollars, dagen efter tre millioner dollars, og her torsdag morgen dansk tid krydsede det lille projekt imponerende 7 millioner dollars.

Der har været enorm opbakning fra alle kanter, således har alle NFL-klubber ændret logo på deres sociale medier, og Indianapolis Colts ejer Jim Irsay har doneret 25.000 dollars til Hamlins indsamling.

Hamlin har – præcis som Christian Eriksen forrige sommer – været i kunstig koma, siden han faldt om. Han er stadig i kritisk tilstand, men onsdag meldte Bills ud, at han er i bedring.

Kampen mellem Buffalo Bills, og Cincinatti Bengals blev afbrudt ved stillingen 7-3 til sidstnævnte. NFL har endnu ikke meldt ud, hvad der skal ske med resten af kampen, men at 18. spilleuge gennemføres som normalt i weekenden.

Læs også: Afbrudt kamp. Her er NFLs muligheder.