
For andet år i træk skal Washington Commanders en tur over Atlanten.
NFL offentliggjorde tirsdag, at Washington Commanders bliver hjemmehold i en grundspilskamp på Tottenham Hotspur Stadium til efteråret.
Commanders spillede også i Europa sidste efterår, hvor de var udehold i en kamp mod Miami Dolphins, da NFL spillede sin første kamp nogensinde i Madrid.
Det var Commanders’ blot anden internationale kamp, den første siden 2016, og nu kommer de altså igen.
Ét af tre London-opgør
Igen i år spiller NFL tre kampe i London med én på Wembley og to på Tottenham Hotspur Stadium.
Commanders bliver hjemmehold i én af kampene i Tottenham.
Jacksonville Jaguars er hjemmehold i de to andre London-kampe – én på Wembley Stadium og én i Tottenham. Det kan du læse mere om her.
London har lagt stadion til mindst én NFL-kamp i 18 af de seneste 19 sæsoner. Den eneste undtagelse var i 2020, hvor kampene blev aflyst som følge af COVID-19-pandemien.
I 2026 spiller NFL i alt ni internationale kampe – det højeste antal nogensinde. Udover de tre kampe i London, skal NFL også spille kampe i Madrid, München, Mexico City, Paris, Melbourne og Rio de Janeiro.
Her kan du læse alt, vi ved på nuværende tidspunkt om byer, hold og kampdage.
Hvem skal Commanders møde?
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem Commanders skal møde, eller hvornår kampen skal spilles, men et godt bud er første søndag i oktober.
Commanders er officielt hjemmehold i London, og deres mulige modstandere til en kamp i Tottenham er derfor:
Dallas Cowboys
New York Giants
Philadelphia Eagles
Seattle Seahawks
Los Angeles Rams
Houston Texans
Indianapolis Colts
Cincinnati Bengals
Atlanta Falcons
Rams skal spille i Australien, så dem bliver det ikke. En divisionskamp mod Cowboys, Giants eller Eagles er næppe sandsynligt. Super Bowl mestrene Seahawks kommer heller ikke. Falcons skal selv spille en kamp i udlandet (Madrid må vi formode nu), så de er også ude.
Det efterlader Texans, Colts og Bengals. Sidstnævnte har Commanders faktisk mødt før i London i den eneste kamp, der er endt uafgjort på europæisk jord.
Kom med til NFL i London
Står du og mangler den perfekte udflugt? Eller vil du bare gerne opleve NFL live med den vilde stemning i London?
Vi laver naturligvis ture til alle kampene i Europa i efteråret sammen med vores faste rejsepartner Football Travel, og du kan allerede nu skrive dig på venteliste eller ringe til dem og høre nærmere.
Gul Klud og vores faste rejsepartner Football Travel har masser af erfaring med at sende fans til NFL i udlandet.
Hold øje med Gul Klud for opdateringer om billetter, pakkerejser og mere info, når modstanderne bliver offentliggjort. Kampene bliver totalt udsolgt, så skynd dig at planlægge din tur nu, hvis du vil være med til festen!








