Det er en stor weekend for dansk amerikansk football, når Hjalte Froholdt får chancen som starter for Cleveland Browns. Vi glæder os til at se, hvordan han gør det i en uge, hvor også et par quarterbacks får comeback.

Hjalte Froholdt bliver søndag den første dansker i NFL’s historie til at være starter. Han skal afløse Wyatt Teller på højre guard, og ugens store spørgsmål er derfor, hvordan Froholdt vil gøre det i kampen mod Baltimore Ravens.

Der er dog også en masse andre spørgsmål, vi håber at få svar på i 7. spillerende. Her er der blandt andet comeback til Dak Prescott og Tua tagovailoa efter skadespauser, og begge hold har brug for at få lidt liv i angrebet igen.

1) Hvordan gør Hjalte Froholdt det i sin første start?
Så sker det endelig! Hjalte Froholdt starter søndag sin første kamp kamp i NFL, når Cleveland Browns møder Baltimore Ravens. Froholdt kom ind tidligt i sidste søndags kamp, da Wyatt Teller blev skadet, men nu skal han på banen, når Browns tager deres første snap. Det er selvfølgelig en stor ting for Froholdt og amerikansk fodbold i Danmark, men det bliver mindst lige så interessant at se, hvordan han så gør det. I sidste søndags kamp mod Patriots gjorde han det glimrende, og især hans bevægelighed og forståelse for vinkler var en styrke i løbespillet. Den store udfordring for Hjalte tidligere i karrieren har været hans teknik i kastespillet, hvor både fodarbejdet og hænderne har været for usikre. Jeg glæder mig til at se, om han har udviklet sig her. Hvis det er tilfældet, venter der mange flere starter for danskeren.

2) Fik Bengals endelig gang i Ja’Marr Chase?
Efter fire kampe i træk med under 100 yards eksploderede Ja’Marr Chase endelig, da han med 132 yards og to touchdowns var en altafgørende grund til, at Bengals slog Saints i sidste uge. Bengals’ angreb har haft det svært i år, og kritikken af Zac Taylor har været tiltagende, men håbet for Bengals-fans må nu være, at angrebet måske endelig er ved at finde fodfæstet. Den offensive linje har været bedre de sidste uger, og Burrow har taget bedre beslutninger. Det gør det også meget lettere at iscenesætte Chase, og i denne uges kamp bliver Chases opgør mod Falcons’ dygtige cornerback A.J. Terrell et spændende og afgørende matchup. Hvis Bengals endelig har fået gang i Burrow til Chase-forbindelsen, er det meget muligt favoritter til at vinde AFC North.

3) Løfter Dak Prescott Cowboys mod toppen af NFC?
For første gang siden uge 1 er Dak Prescott klar til kamp. Mens han har været skadet, har Cooper Rush været en anstændig afløser, men Cowboys’ fire sejre i de fem kamp skal i høj grad ses i lyset af fantastisk forsvarsspil. Kasteangrebet har haltet med Rush under center, men kan Cowboys løfte sit angreb med Prescott, så er de måske pludselig en af de største favoritter i NFC. Spørgsmålet er bare, hvor meget Prescott vil løfte holdet, og det får vi første indtryk af mod Detroit Lions. Der er helt sikkert noget rust, der skal bankes af hos Prescott, men omvendt har Lions ligaens ringeste forsvar, så det er også en perfekt mulighed for at at lande på fødderne i sit comeback.

4) Fandt Colts endelig angrebet i sidste uge?
Indianapolis Colts’ har været en ørkenvandring af skuffelser i de første fem uger, men mod Jaguars i sidste uge fandt Colts endelig noget, der så fornuftigt ud. Dennis Kelly var en klar forbedring på venstre tackle, og det gjorde den offensive linje som helhed markant stærkere. Det gav Matt Ryan noget ekstra tid, og så viste han pludselig, at han stadig er en klog quarterback, der kan fordele boldene og flytte kæderne, når han får tiden til det. Samtidig var alle receiverne klar til kamp, og både Michael Pittman, Alec Pierce og Parris Campbell viste sig glimrende frem. I denne uge er opgaven endnu en vigtig divisionskamp mod Tennessee Titans, og det bliver interessant at se, om Colts kan bygge videre på sidste uges takter, eller om de falder tilbage i den uduelige offensive rille fra før Jaguars-kampen.

5) Er det tid til total panik hos Packers?
Det har været to tunge nederlag mod Giants og Jets i de sidste to uger, og nu er der ved at være pres på Packers, der er to sejre efter Minnesota Vikings i divisionen. Forsvar har været bekymrende middelmådigt/dårligt hele året, selvom talentmassen er til en del mere. Derudover har angrebet ramt muren i anden halvleg mod Giants og mod Jets. Det store problem virker til at være, at modstanderne på ingen måde respekterer Packers’ receivere og bare blitzer Rodgers i sænk med tro på, at de kan dække op nede bagved. Det har virket, og Packers skal virkelig til at finde nogle løsninger i alle facetter af spillet. I denne uge møder holdet et af ligaens dårligste hold i form af Washington Commanders, og Packers skal vinde og gerne rimelig komfortabelt, hvis ikke det skal være tid til panik i Green Bay.

6) Beviser Zach Wilson noget mod Broncos’ gode forsvar?
Siden Zach Wilson kom tilbage for Jets har holdet vundet alle deres tre kampe, og holdet ligger pludselig godt til i AFC. Det ville dog være synd at sige, at Wilson på sin vis har båret holdet. Det har været en rigtig holdindsats, hvor forsvaret har trådt i karakter, special teams har leveret gode spil og løbespillet har leveret store spil. Wilson har kun i glimt været rigtig presset på at skulle levere, og jeg glæder mig til at se, om han kan levere varen mod et Broncos-forsvar, der har været forrygende spillende i 2022. Det er et af ligaens bedste forsvar, og jeg har stadig nogle spørgsmålstegn ved Wilsons evne til at tage hurtige beslutninger samt manøvrere i lommen. Dette vil blive testet mod Broncos, og klarer han den test, så peger pilen for alvor op for ham og New York Jets.

7) Vil Texans’ forsvar fortsætte med at bide fra sig?
Texans var det sidste hold til at få en sejr, da de for to uger siden slog Jacksonville Jaguars. Siden har de haft en bye week, men jeg glæder mig til at se dem igen. Ikke så meget på grund af angrebet, der er lidt uinspirerende, men forsvaret har egentlig bidt godt fra sig i år. Lovie Smiths forsvarssystem er stadig meget det samme, som sendte ham ud af ligaen for små 10 år siden, men systemet passer meget bedre ind i ligaens trends, end det gjorde den gang. Det har også betydet, at Texans’ kasteforsvar egentlig har været rimeligt i år, og de har nogle spændende unge spillere, som udvikler sig uge for uge. Jeg glæder mig til at se, om Texans’ forsvar kan blive ved med at bygge på og i denne uge give problemer for Derek Carr og Raiders-angrebet. Kampen er must-win for det skuffende Raiders-hold, men Texans’ forsvar virker på sine bedste dage til at være mere end godt nok til at kunne skabe en overraskelse i sådan en kamp.

8) Hvordan bliver Chargers’ angreb mere eksplosivt?
Chargers har formået at hive nogle sejre hjem de sidste par uger, men overbevisende har det ikke været. Især har jeg været skuffet over angrebet, der slet ikke har den eksplosivitet og kvalitet, som Justin Herberts evner ellers lægger op til. Måske noget af det skyldes Herberts ribbensskade, som måske stadig plager ham lidt, men evnen til at skabe eksplosive spil og have en alsidighed i kastespillet var også et problem i 2021 under Joe Lombardi. Herbert er en af de quarterbacks, der kaster kortest ned ad banen og sjældnest ind over midten i gennemsnit. Det er skuffende for en quarterback, der har evnerne til at angribe alle niveauer af banen på alle spil. Chargers skal have mere gang i angrebet, og som jeg ser det, så er det op til Joe Lombardi at åbne kasteangrebet op i stedet for at spille angreb med håndbremsen trukket.

9) Er 49ers forsvar godt nok til at gøre dem konkurrencedygtige mod de bedste?
Der vil helt sikkert være meget snak om den store handel, der har sendt Christian McCaffrey til 49ers. Det bliver også spændende at se på sigt, men i denne weekend vil McCaffrey nok næppe få en stor rolle. I stedet bliver det interessant at se 49ers’ forsvar mod Kansas City Chiefs’ stærke angreb. De første fem uger var der ingen tvivl om, i mit hoved, at 49ers’ forsvar var ligaens bedste. Det spillede suverænt, og på alle niveauer af forsvaret, så det sammenhængende og slagkraftigt ud. Så måtte man undvære Nick Bosa i kampen mod Falcons i uge 6, og derudover døjer adskillige andre spillere med skader, hvilket gav en mindre stærk præstation. Man må stadig undvære en mand som Arik Armstead i denne uge, men Nick Bosa er tilbage, og derfor har jeg et håb om, at forsvaret er tilbage i en udgave, der måske kan gøre 49ers konkurrencedygtige mod et af NFL’s bedste mandskaber. For mig vil det være et bevis på, at det her forsvar kan bringe 49ers rigtig langt, hvis angrebet bare finder lidt rytme og stabilitet i løbet af året.

10) Hvad kan Tua i sit comeback?
Der har været skrevet og talt meget om Tua Tagovailoas uhyggelige hjernerystelser, men efter to ugers pause er han nu tilbage under center for Miami Dolphins. Perioden uden Tua har været rodet, da flere andre profiler også har døjet med skader. Derfor er der pres på hos Dolphins, der skal forsøge at rette op på tre nederlag i træk. Meget af det vil afhænge af Tuas præstation, og det bliver meget interessant at se, om han bare kan finde tilbage til de gode takter fra Ravens og Bills-kampene i uge 2 og 3. Han og Dolphins-angrebet skal i denne uge møde et Steelers-forsvar, som har haft det svært uden T.J. Watt, men som mod Buccaneers i sidste uge leverede deres bedste præstation siden uge 1. På mange måder bliver det en duel mellem enheder med en del usikkerheder, hvor vi må se, om det er Dolphins’ angreb eller Steelers’ forsvar, der kommer tilbage på sporet.