Steelers-profil: Hall of Fame-kampen ser tvivlsom ud

0

COVID-19 har sat en kæp i hjulet på opstartsfasen til den kommende NFL-sæson, og årets første kamp kan meget vel blive det næste offer i en mærkelig offseason.

NFL-sæsonen er siden 1962 blevet sparket i gang med Hall of Fame-kampen, som i år var skemasat til at blive afviklet den 6. august. Kampen skyder pre-season i gang, men markerer også en weekend, hvor de nyligt optagede medlemmer i Pro Football Hall og Fame hyldes.

Kampen i år skal efter planen stå mellem to af ligaens mest succesfulde organisationer, Dallas Cowboys og Pittsburgh Steelers, men ifølge en af profilerne hos Pittsburgh, ser det tvivlsomt ud.

Det er forsvarsspiller Cameron Heyward, der er holdets repræsentant i ligaens spillerforening, som er meget skeptisk omkring afviklingen af opgøret. I et interview med den lokale avis, Pittsburgh Tribune-Review, udtaler han:

“Det her er bare mit synspunkt, men jeg tror at Hall of Fame-kampen er udelukket. Vi snakker så meget omkring sikkerhed. Hvorfor skulle vi ønske at to hold blive eksponeret for en ekstra kamp en uge tidligere? Derudover tror jeg, der er en regel, som siger, at du skal have 47 dages NFL-aktivitet før du spiller den første kamp.”

Heyward kom med udtalelsen 49 dage før kampen skal spilles. Den 31-årige forsvarsspillers primære bekymring er altså ikke Corona, men den manglende træning, kampform og generelle tilstand, som spillerne vil være i.

Spillerne har været begrænset i deres træning og må endnu ikke udnytte holdenes faciliteter fuldt ud. Ydermere har ligaens spillerforening frarådet de private træningerne spillerne imellem, som ellers har været en populær løsning.

Steelers-spilleren ville ikke udelukke, at kampen ville blive spillet, men udtalte:

“Vi får at se, men jeg vil sige, at jeg er ret pessimistisk.”

Skulle NFL vælge at sløjfe kampen vil det ikke være første gang. Siden 1962 er kampen blevet aflyst to gange. Første gang var i 2011, da sæsonen var truet af lockout og det skete igen i 2016, da banens tilstand var så dårlig, at det blev dømt uforsvarligt at gennemføre kampen.