Her får du det store overblik over alle vinderne ved NFL’s store prisuddeling NFL Honors, som blev afholdt i Las Vegas forud for Super Bowl LVIII.

NFL rullede den røde løber ud, da den stort anlagte og årligt tilbagevendende prisuddeling NFL Honors løb af stablen ved Resorts World i Las Vegas. Vanen tro var prisuddelingen spækket med stjerner fra og omkring sporten, som var samlet for at hylde de største præstationer i den forgangne sæson.

Her får du det store overblik over vinderne ved NFL Honors:

  • MVP: Lamar Jackson (Baltimore Ravens)
  • Bedste angrebsspiller: Christian McCaffrey (San Francisco 49ers)
  • Bedste forsvarsspiller: Myles Garrett (Cleveland Browns)
  • Sæsonens træner: Kevin Stefanski (Cleveland Browns)
  • Sæsonens assistenttræner: Jim Schwartz (Cleveland Browns)
  • Bedste offensive rookie: C.J. Stroud (Houston Texans)
  • Bedste defensive rookie: Will Anderson Jr. (Houston Texans)
  • Største comeback: Joe Flacco (Cleveland Browns)
  • Walter Payton Man of the Year: Cameron Heyward (Pittsburgh Steelers)

Lamar Jackson er den mest værdifulde spiller i NFL

Prisuddelingens største højdepunkt indtraf, da Lamar Jackson blev kåret som den mest værdifulde spiller i NFL. Jackson er den bare 11. spiller i ligaens glorværdige historie, der formår at vinde prisen to gange.

Lamar Jackson var instrumental for Baltimore Ravens’ flotte 2023-sæson, hvor de vandt 13 sejre og erobrede det øverste seed i AFC. Jackson kastede for 3.678 yards og 24 touchdowns, mens han også løb for 821 yards og fem scoringer. På den baggrund modtog Lamar Jackson 49 af 50 mulige stemmer i kategorien.

Læs mere: Lamar Jackson hjemtog MVP-titlen

Christian McCaffrey belønnes for en magisk sæson

Christian McCaffrey måtte ”nøjes” med prisen som sæsonens bedste angrebsspiller, efter at han blev slået af Lamar Jackson i afstemningen om MVP-titlen. San Francisco 49ers’ superstjerne spillede en fænomenal 2023-sæson, hvor han producerede 2.023 offensive yards og scorede 21 touchdowns. Det er første gang, at McCaffrey vinder den flotte hæder, mens det er 27. gang, at en running back løber med prisen.  

Houston Texans er tilbage på landkortet i NFL

I de seneste år har Houston Texans været en ubetydelig størrelse i NFL. Holdet har lidt under den manglende sportslige retning og skiftende trænere, hvortil de tabte 38 af 50 kampe fra 2020 til og med 2022. I dag er Houston Texans vendt tilbage på landkortet i NFL, og deres nyvundne status blev manifesteret ved NFL Honors.

Det skete, da Houston Texans’ to stjerner i svøb C.J. Stroud og Will Anderson Jr. blev hyldet som de to bedste unge spillere i NFL. Stroud har transformeret Texans, efter at han kastede for 4.108 yards, 23 touchdowns og bare fem interceptions i sin første sæson som professionel. Will Anderson Jr. personificerede DeMeco Ryans’ hårdtslående spillestil ved at levere 45 tacklinger og syv sacks i 2023-sæsonen. Problemerne ser ud til at være løst i Houston, og fremtiden er lys for Texans.  

Cleveland Browns var her, der og alle vegne

Ligesom Houston Texans var Cleveland Browns et af de mandskaber, som overraskede alt og alle i 2023-sæsonen. Browns avancerede til slutspillet, selvom de måtte starte fem forskellige quarterbacks undervejs i sæsonen på grund af skader og inkonsistent spil. Ved NFL Honors blev Browns’ overraskende slutspilsavancement belønnet med hele fire priser.

Først og fremmest blev Myles Garrett kåret som sæsonens bedste forsvarsspiller, efter at han leverede 42 tacklinger, 14 sacks og fire forcerede fumbles. Det er første gang i sin karriere, at Garrett vinder den prestigefyldte pris.

Derudover blev Cleveland Browns’ trænerduo Kevin Stefanski og Jim Schwartz også anerkendt for deres arbejde, da de vandt priserne som henholdsvis sæsonens cheftræner og assisterende træner. Sidst, men ikke mindst, blev Joe Flacco også belønnet for sit fantastiske comeback, efter at han sad ude af de første tre måneder af grundspillet, før han omsider fik chancen for Browns. Med Joe Flacco bag center vandt Browns fire af dem kampe, og Flacco nåede at kaste for 1.616 yards og 13 touchdowns.  

Cameron Heyward gjorde den største forskel uden for banen i 2023

NFL Honors lukkede og slukkede, da Pittsburgh Steelers’ Cameron Heyward blev hyldet med prisen som ”Walter Payton Man of the Year”. Prisen bliver betragtet som den mest prestigefyldte hæder, der uddeles i forbindelse med NFL Honors, fordi den anerkender den spiller, som har ydet den mest betydningsfulde indsats uden for banen. Cameron Heyward vandt prisen på baggrund af sit velgørende arbejde til gavn for udsatte børn.

I løbet af sæsonen indstiller de 32 hold hver sin kandidat til prisen, som alle blev hyldet for deres særlige indsats ved NFL Honors. De nominerede modtager hver en donation på $55.000 til et velgørende formål, mens vinderen modtager $250.000 til sin sag. Prisen er opkaldt efter den legendariske Chicago Bears-spiller Walter Payton.

Læs også: Her er de nye medlemmer af Pro Football Hall of Fame