Vi bevæger os langsomt igennem holdene i vores sæsonoptakter og sideløbende med det, kigger vi på mulige spillere i hver division, der kan stå foran et gennembrud. Vi er nået til AFC West.

Denver Broncos:
Angreb: Matt Paradis, C

Det bliver en helt ny linje, der skal beskytte Sanchez, Siemian eller Lynch i 2016-sæsonen. De to tackles er hentet udefra og har tidligere vist sig fornuftige, men indvendigt er det lidt mere ukendt. Jeg har dog ret stor tiltro til en af de ukendte spillere. Matt Paradis blev draftet i sjette runde i 2014, men fik først chancen i 2015. Her synes jeg, at han viste rigtig lovende takter. Hans er ret hurtig på fødderne, hvilket virkelig kommer ham til gode i det outside-zone løbesystem Broncos benytter mest. Jeg tror, at han er fremtidens mand og måske være en top 10 center i år.

Forsvar: Todd Davis, LB
Det er ret svært at se, hvor et gennembrud skal komme fra på dette fantastiske forsvar. Med få undtagelser vender alle spillerne tilbage fra det drabelige 2015 forsvar, og ingen af de spillere har et gennembrud til gode. En af de få positioner, hvor holdet dog har mistet en spiller er på den ene linebacker plads. Her virker det til, at den ret uprøvede 24-årige Todd Davis får chancen for at erstatte Danny Trevathan. Selvom Davis ikke har vist meget tidligere, så har han alle chancer for et gennembrud, når han er omgivet af så mange gode spillere. 

Kansas City Chiefs:
Angreb: Chris Conley, WR

Selvom Jeremy Maclin sidste år udryddede de værste receiver problemer, som plagede Chiefs i 2014, så var manglende alternativer stadig et problem i 2015. Chiefs har derfor draftet en del receivere de sidste par år, og det kunne se ud til, at sidste års tredjerundevalg, Chris Conley, i år bliver holdets andenreceiver. Conley skulle have imponeret her i opstarten og vil have alle chancer for at blive et stort og vigtigt mål for Alex Smith. 

Forsvar: Phillip Gaines, CB
Det lignede et muligt gennembrud for Phillip Gaines sidste år, men han rev korsbåndet over allerede i tredje spillerunde. Nu er han tilbage og igen klar til at være holdets startende nickelcornerback. Hans tilbagevenden vil være ekstremt vigtigt, nu hvor de har mistet adskillige defensive-backs, og jeg tror, at Gaines kan være en af nøglefigurerne, hvis forsvaret skal nå samme højder som i 2015.

Oakland Raiders
Angreb: Clive Walford, TE

Det her Oakland angreb kan blive rigtig spændende, og specielt kasteangrebet kan blive skræmmende, hvis Clive Walford bygger videre på den fine rookiesæson. Holdet har allerede Michael Crabtree og Amari Cooper til at tage forsvarets opmærkesomhed på ydersiden, og Walford har størrelsen og farten til at udnytte det i midten af banen. 

Forsvar: Bruce Irvin, OLB
Selvom Bruce Irvin fik en stor kontrakt i foråret, så har Irvin reelt set aldrig fået sit individuelle gennembrud i Seattle. Her var han overskygget af et hav af andre profiler, og selvom han var en del af det gode forsvar, så har han de sidste tre år ikke været over 6,5 sacks. Meget af dette skyldes systemet i Seattle, hvor Irvin ikke fik lov til at jagte quarterbacks, så ofte som han gerne ville. Det ændrer sig dog i Oakland, hvor han er udset til at blive den anden del af en skræmmende duo med Khalil Mack. Der er alle forudsætninger for et stort personligt gennembrud, når han endelig får sin yndlingsrolle og derudover har Mack til at true på den anden side. 

San Diego Chargers:
Angreb: Tyrell Williams, WR

Chargers er allerede ramt af en skade på receiver-positionen. Stevie Johnson er færdig for sæsonen, og det kan åbne døren for Tyrell Williams, der allerede inden skaden ikke var langt fra spilletid. Den store receiver blev ikke draftet i 2015, men efter et år til at udvikle sig, så har han efter sigende taget et stort skridt frem inden sæsonen. Lige nu kæmper han nok med nyerhvervelsen James Jones om spilletid, men jeg kunne forestille mig, at han langsomt rager flere snaps til sig og i løbet af sæsonen for et mindre gennembrud.

Forsvar: Jason Verrett, CB
Hold øje med ham her næste gang du ser Chargers spille. Den klejne cornerback Jason Verrett mangler desværre stadig sit gennembrud i den brede offentlighed. Gemt på et dårligt Chargers-hold i 2015, så var der ikke mange, der var opmærksomme på, at Verrett allerede i 2015 var en top 10 cornerback. I år er Chargers formentlig lidt bedre, og Verrett sandsynligvis ligeså. Hvis han bliver bedre end han var i 2015, så når Verrett et niveau, som ikke kan overses længere. Det vil ikke overraske mig, hvis Verrett spiller på et all-pro niveau i år.