NFL-holdene begynder på opstarten om nogle uger, og vi er i gang med en lille positionsgennemgang rundt i NFL. Vi er nået tre fjerdedele igennem, og det er blevet tid til at kigge på runningbacks.

I otte artikler over otte dage vil Dennis Cordsen og jeg kigge på 8 forskellige positionsgrupper i NFL. Vi vil lave en liste med de 5 bedste og de 5 værste til de valgte positionsgrupper. Kom gerne med din mening på Facebook eller Twitter.

Vi har været i gennem fire forsvarsenheder, og startede med angrebet i går. Links til de forrige afsnit kan ses i bunden, men først kigger vi i dagens afsnit på NFL holdenes runningbacks.

De 5 bedste runningback-grupper

Top 5 RBs Dennis Teis
1 Pittsburgh Steelers Pittsburgh Steelers
2 Tampa Bay Buccaneers Tampa Bay Buccaneers
3 Kansas City Chiefs Minnesota Vikings
4 Minnesota Vikings Kansas City Chiefs
5 Buffalo Bills Jacksonville Jaguars

Begrundelse

Dennis: Der er mange klubber, der har 2 eller 3 dygtige runningbacks. Hvis Doug Martin, der har været svingende i karrieren, kan holde 2015s høje niveau efter, at han har fået en ny kontrakt, kan Buccaneers’ gruppe med Martin og Charles Sims være den bedste, men nu og her har jeg svært ved at se bort fra Le’Veon Bell og DeAngelo Williams

Både Chiefs og Bills har dygtige spillere helt nede på tredjerunningbacken og LeSean McCoy, der sidste år blev fremragende supplementet af Karlos Williams, har i år også fået førsteårsspilleren Jonathan Williams, som jeg tror ret meget på, at kæmpe om snaps med. De to Williams’er har dog haft en del problemer i sæsonoptakten, hvor Karlos senest har fået 4 kampes karantæne.

Teis: DeAngelo Williams viste sig som en fantastisk backup, da Bell gik ned sidste år. Antaget at Bell kommer tilbage på noget nær 100%, kan jeg ikke komme udenom dem. Buccaneers har en spændende duo, der supplerer hinanden fantastisk med Sims’ forcer i kastespillet. 

Vikings har selvfølgelig Adrian Peterson, hvilket i sig selv er giftigt, men backup Jerrick McKinnon har vist glimt af stort potentialet. Hvis han fik flere chancer, var han måske på niveau med de to backups længere oppe på listen, men indtil videre er det kun blevet til begrænset spilletid. 

Chiefs fandt pga. Jamaal Charles’ skade en kompetent duo i form af Charcandrick West og Spencer Ware, og nu hvor Charles kommer tilbage, så har Chiefs næsten for mange dygtige runningbacks. Jeg har Jaguars til at vippe Bills af pinden i kampen om femtepladsen. TJ Yeldon spillede efter min mening en fin rookiesæson, og med tilføjelsen af Chris Ivory har Jaguars to stærke runningbacks. 

De 5 dårligste runningback grupper

5 dårligste OLs Dennis Teis
1 Chicago Bears Washington Redskins
2 Washington Redskins Chicago Bears
3 Indianapolis Colts Miami Dolphins
4 Baltimore Ravens Indianapolis Colts
5 Philadelphia Eagles Philadelphia Eagles

Begrundelse

Dennis: Ligesom der er en del gode grupper, er der også en håndfuld klubber, hvor mange andres reserver ville have været startere. Bears lod Matt Forte gå, fordi de tror på andetårsspilleren Jeremy Langford, og Bears tror helt tydeligt mere på ham, end jeg gør. Alligevel har de hentet Jordan Howard i 5.runde af draften, og han kommer til at se betydelige snaps. Næstdårligst ser jeg Washington Redskins, der har sat sin lid til Matt Jones.

Colts har mere eller mindre kun Frank Gore. Jeg har altid været vild med Gore, men han er efterhånden blevet 33 år, og i mine øjne har Gore mistet en del niveau i de senere år. Det kan tilføjes, at Gore med 273 yards vil gå i top 10 over de runningback, der har flest løbeyards i NFLs historie og overhale legender som Edgerrin James, Marshall Faulk og ikke mindst Jim Brown. 

Ravens’ bedste runningback forventes at være Justin Forsett, der er en back, der primært gør sig på ydersiden. Men tabet af Kelechi Osemele kan have enorm negativ indvirkning på hans udfoldelsesmuligheder. Desuden skræmmer reserverne Javorius “Buck” Allen og Kenneth Dixon mig ikke voldsomt. 

Teis: Dennis har ikke meget tiltro til Jeremy Langford, men personligt har jeg mere tiltro til ham end Matt Jones i Washington. Alternativerne er begge steder ret elendige, og der er ikke meget tvivl om de to pladser for mig. 

Dolphins er et tredje hold, som kun har en andenårsspiller og intet andet, men Jay Ajayi virker umiddelbart mere lovende. Han har dog knæproblemer, og det er spørgsmålet, om han kan holde. Hvis ikke skal Dolphins også ud og eksperimentere med helt uprøvede kræfter. 

Colts har heller ingen dybde, men de har en noget mere pålidelig nummer et i Frank Gore. Han er næsten aldrig skadet, men alderen er også begyndt at trykke, og ikke at have en ordentlig backup til at give Gore en puster, lander dem på fjerdepladsen.

Eagles har et par udmærkede navne, men der er klare spørgsmålstegn ved begge. Darren Sproles er efterhånden blevet 33 år, og Ryan Mathews, der som udgangspunkt er en udmærket runningback, kæmper konstant med skader. Derfor er det ikke betryggende for mig, når alternativerne er Kenjon Barner, femterundevalg Wendell Smallwood eller tre folk, som aldrig har været på et nfl hold i løbet af sæsonen

IDL | EDGE | LBs I DBs ||| OLs | RBs | WRs/TEs | QBs