Anført af godstoget Derrick Henry formåede Tennessee Titans i den seneste weekend at få skovlen under New England Patriots og sende de forsvarende Super Bowl-vindere ud i slutspilsmørket. Det var en imponerende bedrift, som fik NFL-omverdenens til at kippe med hatten – uagtet New England Patriots’ blandede sæson.

Ydermere har Titans vundet 8 af de seneste 11 kampe og bl.a. slået Kansas City Chiefs på udebane. Det kalder på den ypperste respekt.

Læs også Gul Kluds optakt til opgøret mellem San Francisco 49ers og Minnesota Vikings.

Nu venter det øverste seed i AFC i form af kæledæggen Baltimore Ravens, der med quarterback Lamar Jackson ved roret har revolutioneret klubbens image – fra at være notorisk kendt som et benhårdt forsvarshold til at være ligaens mest dynamiske angreb. Baltimore Ravens sluttede grundspillet med flest scorede point (33,2 pr. kamp), flest løbede yards (206 pr. kamp), flest first downs (24,1 pr. kamp) og næst flest antal yards i NFL (407,6 pr. kamp). 

Seneste nyt på skadesfronten
Baltimore Ravens har nydt godt af en friuge, hvor flere veteraner fik et tiltrængt hvil til at pleje diverse skavanker. Det betyder, at der kun er tvivl om running back Mark Ingram (lægskade), som har oplevet et mindre tilbageslag i den seneste uges træningspas. Derudover er profiler som Earl Thomas (knæsmerter) og Mark Andrews (knæsmerter) meldt 100 procent kampklar.

Gæsterne må undvære startende linebacker Jayon Brown, som pådrog sig en skulderskade mod New England Patriots, samt slot receiver Adam Humphries (ankelskade). Tabet af Brown er markant, eftersom han leverede tredje flest tacklinger af alle Titans-spillere i 2019.

Hold øje med…
Kan Baltimore Ravens stoppe Derrick Henry?

Running back Derrick Henry er det altoverskyggende omdrejningspunkt for Tennessee Titans’ angreb. Henry sluttede sæsonen som NFL’s bedste running back med 1.540 løbede yards og 16 touchdowns. Senest gik det udover New England Patriots, der blev løbet midt over og tillod 182 yards – hvoraf 138 (!) af disse kom efter, at Patriots-forsvaret havde forsøgt at tackle Henry ifølge Pro Football Focus.

Titans’ løbeangreb er særligt fokuseret efter at løbe på ydersiden med zoneblokeringer. Et velfungerende zoneløbespil giver running backen mulighed for at løbe tålmodigt, opfange huller og komme på ydersiden af forsvaret, hvor der typisk er plads – og forsvarsspillerne er mindre (rent fysisk).

Dertil rangerede Baltimore Ravens’ forsvar som det femte bedste forsvar i grundspillet, hvor enheden kun tillod 93,4 løbede yards pr. kamp. Særligt de to indvendige linjespillere Brandon Williams og Michael Pierce er i stand til at dominere modstandernes løbespil. Ravens-forsvaret har imidlertid tilladt spillere som Nick Chubb og Raheem Mostert at udnytte ydersiderne og at levere et par brandkampe. Det er der ikke råd til mod Derrick Henry.

Hvis Ravens imidlertid har held til at begrænse Titans’ løbeangreb bliver det op til Ryan Tannehill at forcere og vinde kampen. Hertil råder Ravens over ligaens stærkeste secondary med All Pro-førsteholdsduoen Marlon Humphrey og Marcus Peters på cornerback-positionerne samt den legendariske Earl Thomas på safety-positionen. De tre profiler leverede tilsammen 13 (!) turnovers i grundspillet.

Leverer Lamar Jackson en ny magtdemonstration?

Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at Lamar Jackson løber med ligaens MVP-titel anno 2019. Jackson har taget ligaen med storm og revolutioneret Baltimore Ravens’ franchise med sin dynamiske spillestil, som foreløbigt har kastet 20 sejre af sig i 24 kampe (inkl. sidste års slutspilsopgør). I 2019-grundspillet sluttede Lamar Jackson med 3.127 kastede yards, 1.206 løbede yards, 43 (!) touchdowns og otte turnovers.

Spørgsmålet er derfor: hvordan vil Titans forsvare sig imod Ravens’ ubestridte angrebsprofil? Cheftræner Mike Vrabel har meldt ud, at Titans’ relativt mobile quarterback Marcus Mariota er blevet brugt som forsøgskanin i den seneste uges træningspas. Derudover råder Titans over en række atletiske forsvarsspillere som fx Kevin Byard, der måske får til opgave at skygge Lamar Jackson?

Ikke desto mindre er det en kæmpe ulempe for Titans, at de – som det eneste tilbageværende hold i AFC-slutspillet – ikke har mødt Baltimore Ravens tidligere på sæsonen. Flere af Ravens’ modstandere har netop udtalt, at det er umuligt at forberede sig på, hvor hurtig og dygtig Lamar Jackson rent faktisk er i levende live.

Derudover kan Titans ikke gentage Los Angeles Chargers’ succesfulde strategi fra sidste års slutspilskamp, hvor Anthony Lynn stillede med et gennemgående (fysisk) lettere personel i form af linebackere og safeties på forsvaret – og således kunne mandsopdække Lamar Jackson i samtlige situationer. I 2019 har Ravens og Greg Roman udviklet et dynamisk og hårdtslående angreb, hvor særligt de tre tight ends Mark Andrews, Hayden Hurst og Nick Boyle bliver brugt til at mose modstandernes lettere forsvarsspillere i både kaste- og løbespillet. Endelig råder Ravens nu også over den lynhurtige rookie-receiver Marquise Brown, som tvinger forsvaret til at afsætte dyb beskyttelse på samtlige spil.

Spiltip

Danske Spil giver odds 1.95 på, at Lamar Jackson scorer touchdown via løbespillet i nattens opgør. Det virker som et favorabelt spil, eftersom Ravens’ scoringsmaskine Mark Ingram har været skadet i de seneste par uger, hvilket bør øge Jacksons muligheder for at løbe bolden. Derudover scorede Jackson otte touchdowns via løbespillet i 2019 – bl.a. i top-kampene mod Kansas City Chiefs, Seattle Seahawks, New England Patriots og San Francisco 49ers.

Spillet kan findes via dette link. Spil ansvarligt!

Forudsigelse
Tennessee Titans kan se tilbage på en forrygende sæson, hvor det lykkedes at avancere til slutspillet og sende de forsvarende mestre ud. Nu står Titans over for den ultimative test i form af NFL’s bedste og mest komplette mandskab – og der stopper legen også.

Kombinationen af Lamar Jackson og et velspillende forsvar bliver simpelthen for meget for Tennessee Titans – og jeg har svært ved at se Titans’ angreb være eksplosivt og dygtigt nok til både at flytte bolden kontinuerligt mod det dygtige forsvar og til at følge med Ravens’ angreb.

Baltimore Ravens vinder med 30-20.