
Divisionsrunden afrundes med en iskold NFC-duel, når Chicago Bears tager imod Los Angeles Rams.
Divisionsrunden nærmer sig sin ende, men først får NFL-fans lov til at opleve en sand lækkerbisken fra NFC.
Bears og Rams har været to af sæsonens klart mest underholdende hold med to af ligaens stærkeste og mest solide angreb i løbet af hele grundspillet. Især holdendes quarterbacks har imponeret.
For mens Matthew Stafford er den umiddelbare favorit til at vinde MVP-trofæet, så har Caleb Williams i høj grad lignet den spiller, som mange forventede han ville være i hans rookie-sæson i fjor.
Efter Ben Johnson er kommet ind som cheftræner, har Williams forbedret sig på mere eller mindre alle parametre, og det har blandt andet ført til, at Bears er det hold, der har smidt færrest bolde væk i 2025-sæsonen.
Dermed var det også et veloplagt Bears-angreb, der slog Green Bay Packers i Wild Card-runden. I hvert fald i fjerde quarter.
Her scorede Williams og co. hele 25 point, hvilket er tredje flest i slutspillets historie.
Nu møder de et Rams-manskab, der siden midten af sæsonen har lignet en af de absolutte favoritter til at stå med Lombardi-trofæet i sidste ende. Sean McVays mandskab har ikke haft særligt mange udfald og med to stærke enheder på hver sin side af bolden, ligner de et meget komplet mandskab.
Spørgsmålet er så, om de også kan overkomme den kulde, der lige nu hersker over Chicago, men mere om det senere.
Seneste nyt på skadesfronten
Der er gode nyheder fra Bears-lejren, da der i skrivende stund ikke virker til at være nogle store udfordringer med skader.
Wide receiverne D.J. Moore og Rome Odunze, der hver især spillede en stor rolle i det vilde comeback mod Packers, har dog været begrænset til træning med henholdsvis en knæskade og fodskade, men i skrivende stund ligner det ikke, at det er noget, der holder dem fra at spille den vigtige slutspilskamp.
Rams kan muligvis se frem til at en vigtig profil vender retur.
Holdets startende højre guard Kevin Dotson har nemlig siddet ude siden det helt vilde overtidsdrama i 16. spillerunde mod Seattle Seahawks, hvor han pådrog sig en ankelskade, men nu er han tilbage til træningsbanen. Desuden udtalte Rams-cheftræneren, Sean McVay, i mandags, at han ”meget optimistisk” på Dotsons vegne, hvorfor det ligner et comeback til den dygtige guard.
Bliver Bears’ bedste forsvar kulden?
Det helt store samtaleemne for den her kamp de seneste dage har været vejret.
For når vejrudsigterne viser minus 10- til minus 15 grader med kraftig vindblæst, der kan få det til at føles som minus 20- til minus 25 grader, så er det værd at tale om. Og især i NFL-regi, når et hold fra Los Angeles, der vant til varme og et stadion med tag, skal mærke den barske kulde.
Matthew Stafford har dog ikke virket til at lade noget som helst komme i vejen for ham gennem hele sæsonen.
Han lavede både flest kasteyards i grundspillet, og hans 46 kastede touchdowns er flest siden Aaron Rodgers’ MVP-sæson i 2020, hvor han sendte hele 48 bolde i endzonen.
Nu skal han stå overfor for et forsvar, der som udgangspunkt ikke bør volde ham helt store problemer. Bears’ forsvar tillod fjerde flest yards- og tiende flest point i grundspillet, men var samtidigt det hold, der forcerede flest turnovers med hele 33 styks.
Dog bliver deres helt store force for Bears-defensiven med stor sandsynlighed kulden. For selvom Stafford har oplevet nordens kulde fra sin tid i Detroit, så er det langt fra alle hans nuværende holdkammerater, som har samme erfaring med ekstremt vejr, hvilket meget vel kan komme til at gøre en stor forskel på kampens udfald.
Forudsigelse
Spørgsmålet er så, hvorvidt det er nok for Bears, at de højst sandsynligt har en fordel med vejret.
Jeg vælger at tro på, at det kommer til at gøre kampen tættere, men at Rams er for stærke til, at det kommer til at overvinde dem.
Stafford og co. spillede en undervældende kamp mod Carolina Panthers i Wild Card-runden, hvilket jeg forventer har givet dem et ordentligt ’wake up call’, som kun gør dem bedre til opgøret mod Bears.
Desuden er Bears stadig et uerfarent mandskab med en del mangler, som jeg tror Sean McVay i høj grad kan udnytte til sin fordel.
Rams vinder 30-23 og vender tilbage til NFC-finalen for første gang siden 2021, hvor de også vandt Super Bowl LVI.
Læs også: Revanche tid for Broncos?








