
Divisionsrunden starter med et brag af en kamp, når Denver Broncos får mulighed for at revanchere sig efter sidste års slutspilsexit mod Buffalo Bills.
Det er blevet tid til årets nok sjoveste og mest underholdende weekend i NFL-sæsonen.
Fire kampe fordelt på lørdag og søndag, hvor otte af ligaens allerstærkeste mandskaber brager sammen på kryds og tværs. To af dem er Denver Broncos og Buffalo Bills.
De to AFC-mandskaber møder hinanden for andet år i streg i slutspillet, efter Josh Allens tropper kørte Bo Nix & co. midtover i sidste års Wild Card-runde. Kampen startede ellers godt for Broncos, der på kampens første drive scorede et flot 43 yards touchdown, men efterfølgende ikke satte et eneste point på tavlen.
Derfra kørte Bills’ angreb derudaf. James Cook leverede 120 løbeyards og ét touchdown, mens Josh Allen viste sit MVP-niveau frem med en kasteprocent på 77%, 272 kasteyards og to kastede touchdowns.
Men meget er sket siden da.
Broncos endte som AFC’s tophold i grundspillet og fik dermed lov til at holde fri i sidste weekend. Meget af æren kan tilfalde det forsvar, som de stille og roligt har opbygget de seneste par år med Vance Joseph i spidsen, og som nu er blandt ligaens absolut bedste.
Omvendt har hverken Bills eller Josh Allen set helt lige så skræmmende ud som i fjor, hvorfor de måtte nøjes med en sjetteplads i grundspillet og skulle forbi Jacksonville Jaguars før mødet med Broncos.
Seneste nyt på skadesfronten
Én af ligaens helt store historier lige nu er Bills’ hårdt prøvede receiver-rum. I skrivende stund er det kun tre wide receivere, der er tilgængelige, efter både Gabe Davis og Tyrell Shavers rev deres korsbånd over i kampen mod Jaguars.
Læs også: Både Gabe Davis og Tyrell Shavers er færdig for sæsonen
Desuden har både Josh Palmer og Curtis Samuel været ude i noget tid, men der er chance for, at sidstnævnte kommer i spil, da han er vendt tilbage til træningsbanen for første gang siden midten af november. Derudover er der udsigt til et andet, vigtigt comeback for Bills.
Forsvarsstjernen Ed Oliver er nemlig tilbage på græs, efter han har siddet ude siden ottende spillerunde. Det er i skrivende stund usikkert, hvorvidt han bliver meldt klar til det vigtige slutspilsbrag, men han har trænet med på begrænset tid i ugens løb.
Hos hjemmeholdet fra Broncos er der ikke mange skadesnyheder at melde om. De har haft to uger til at gøre sig klar, hvorfor det primært er positive meldinger, der kommer fra Denver-lejren. Blandt andet ligner det, at linebacker-profilerne Dre Greenlaw (lyske) vender tilbage efter knap en måneds fravær.
Desuden nærmer runningbacken J.K. Dobbins (fod) sig et comeback, men det bliver nok ikke før en potentiel kamp i næste weekend.
Kan Bo Nix præstere på den store scene?
Selvom de fleste øjne er rettet mod Josh Allen og hans duel mod Broncos’ brølstærke forsvar, så kommer Bo Nix fortsat til at spille en kæmpe rolle.
Som nævnt lykkes det ham kun at sætte syv point på tavlen i sidste års kamp mod Bills. Foruden hans flotte, lange kast til Troy Franklin på kampens første drive, havde han for alvor svært ved at skabe de helt store spil. Han sluttede kampen med 13 ramte kast for 144 yards, samtidigt med at han løb fire gange for 43 yards.
Det skal være bedre, hvis de skal slå Bills.
I denne sæson har han ikke rykket sig mærkbart som hverken kaster eller løber, men hans NFL-erfaring kan meget vel spille en kæmpe rolle i, hvorvidt han spiller en bedre kamp eller ej. Det bliver i hvert fald ikke Bills-forsvaret, som gør det nemmere for den 25-årige quarterback.
De sluttede grundspillet som det forsvar, der tillod 12. færrest point og syvende færrest yards, og var bedre i begge kategorier i forhold til deres 2024-sæson.
Så selvom Broncos-forsvaret med stor sandsynlighed kommer til at holde Bills under de 31 point, som de lykkedes med at score i fjor, så er det altafgørende, at Nix viser mere ro og rutine i denne omgang, da opgaven er ikke blevet nemmere.
Dermed bliver en spiller som Courtland Sutton også meget vigtig for Broncos-quarterbacken. Han er for anden gang i sin karriere blevet stemt i Pro Bowlen og har endnu engang været en stor del af at finde nogle store spil frem, når hans hold og quarterback har manglet det mest.
Han greb over halvdelen af yardsene i deres seneste møde og bliver ligeledes nødt til at leve op til det niveau eller overgå det, hvis der skal mere end syv point på tavlen.
Forudsigelse
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den her kamp bliver tættere, end sidst de to hold mødtes.
Bo Nix ligner meget den samme quarterback, men med et hjemmepublikum i ryggen og nogle flere kampe i hænderne, så tror jeg, vi får en mere selvsikker udgave af ham. Dog tror jeg ikke, det er nok.
Bills har allerede hevet en svær kamp hjem, da de slog Jaguars i søndags, og jeg tror de kører videre på samme bølge af momentum, som de fandt frem i anden halvleg af det opgør.
Allen har nogle udfordringer ved, at angrebet er hårdt ramt af skader, men i virkeligheden virker det ikke til, at han skal bruge meget mere end James Cook, Khalil Shakir og Dalton Kincaid til at score nok point.
Bills hiver endnu en snæver udebanesejr hjem ved at vinde 20-17.
Læs også: Kan Kyle Shanahan knække Mike Macdonald?








