Der er fire hold tilbage i slutspillet, og dermed også fire forskellige Super Bowl matchups at vælge imellem. Men hvilken vil du helst se?

Super Bowl mulighed 4

Kansas City Chiefs mod San Francisco 49ers

Også kendt som Joe Montana Bowl (version 2).

Efter at have ført 49ers til sejr i fire Super Bowls på otte år, overtog Steve Young førerpinden i San Francisco, og en skuffet Joe Montana fortsatte karrieren i… ja du gættede det… Kansas City Chiefs.

Her spillede han i to succesfyldte sæsoner, hvor han tog Chiefs til playoffs begge år, og endda havde dem i AFC-finalen i 1994, hvor de dog blev kørt over af Bills (der så blev kørt over af Cowboys i Super Bowl).

Montana lagde hjelmen på hylden et år før hans kontrakt udløb med Chiefs og står stadig som en af de bedste quarterbacks i historien. Han blev udvalgt både til NFLs 75 års og 100 års jubilæums-hold.

Og det er jo ikke som, der er ikke er masser af nye stjerner, hvis Super Bowl 57 står mellem Montanas to tidligere klubber.

Patrick Mahomes bliver med al sandsynlighed kåret til sæsonens MVP, Christian McCaffrey er NFLs bedste bud på en Schweizerkniv, Travis Kelce er ligaens bedste tight end, og George Kittle er lige efter. Læg dertil spændende navne som Deebo Samuel og Brandon Aiyuk for 49ers og rookie Isaiah Pacheco og JuJu Smith-Schuster fra Chiefs.

For ikke at tale om de to forsvar, hvor 49ers nok har overhånden, men Chiefs selv har et par store stjerner.

Det vil også være en kærkommen lejlighed for 49ers til at få revanche for nederlaget i Super Bowl 54, hvor de førte med 20-10, men Patrick Mahomes trak en kæmpe kanin op af hatten, førte Chiefs til 21 point i træk i fjerde quarter og en 31-20 sejr.

Nu hedder en eventuel quarterback-matchup sæsonens formodede MVP Patrick Mahomes mod Mr. Irrelevant, den sidste mand taget i draften, Brock Purdy. Det er svært at skrive et bedre football-eventyr med alle de historiske lag og underliggende matchups end en Super Bowl mellem Chiefs og 49ers.

Læs også: Weekly Winners. De spiller sig i Super Bowl