Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Duellen mellem WR A.J. Green og CB Jalen Ramsey blev det helt store samtaleemne for en uge siden. Desværre ikke af de årsager, som vi footballfans ønsker.
Vi satser på, at ingen taber hovedet i denne uge og ødelægger et lækkert matchup. Her er fem af de fedeste matchups i spilleuge 10.
1. Kelvin Benjamin vs. Marshon Lattimore
Kelvin Benjamin kommer på noget af en opgave i hans debut for Buffalo Bills. På den anden side af ‘line of scrimmage’ kommer rookie-sensationen Marshon Lattimore ofte til at stå. Lattimore har været fremragende og har uge efter uge lukket modstanderens førstereceiver ned. Cornerbacken har løftet hele Saints-forsvaret til et niveau, det ikke har haft i meget lang tid.


Benjamin er hverken den bedste eller mest atletiske receiver i NFL, men hans størrelse er en udfordring for enhver cornerback, så det bliver ekstremt interessant, hvordan Lattimore håndtere den opgave. Bills-quarterback Tyrod Taylor rigtig fint og er samtidig ekstremt dygtig til at købe sig ekstra tid til at levere bolden. Det kan give Benjamin det ekstra sekund, han har brug for, til at vriste sig en smule fri af den fantastisk spillende rookie.
2. Patriots’ runningbacks vs. Broncos’ linebackere
New England Patriots tager til Denver med en stærkt svækket receiver-gruppe. Ikke nok med, at Julian Edelman selvfølgelig er ude, er Chris Hogan heller ikke med. Det efterlader reelt set Brady med Brandin Cooks og Danny Amendola som de eneste pålidelige mål på positionen. Derfor kommer vi til at se rigtigt meget til Patriots’ runningbacks i løbespillet, men især i kastespillet.

Brady kommer uden tvivl til at kaste mange korte bolde til Dion Lewis, James White og Rex Burkhead for at undgå at kaste for meget i retning af en af ligaens bedste cornerbacktrioer: Chris Harris Jr., Aqib Talib og Bradley Roby. Linebackerne Von Miller, Todd Davis og Brandon Marshall vil blive testet i opdækning gang på gang, og det bliver svært for dem, men kan Denver løse den udfordring fornuftigt, får Patriots svært ved at flytte bolden.
3. Ryan Fitzpatrick vs. Jets
Jameis Winston er ikke med, når Bucs tager imod Jets, på grund af en skulderskade. NFLs helt store ‘journeyman’ Ryan Fitzpatrick får dermed muligheden for at hævne sig mod sin tidligere arbejdsgiver, der bænkede ham sidste år. På nuværende tidspunkt havde de færreste forestillet sig, at Buccaneers ville være en af sæsonens største skuffelser, mens Jets kan have realistiske forhåbninger om at spille med om en plads i slutspillet.
Winston har ikke spillet godt i år, og Fitzpatrick har vist fine tendenser i Buccaneers-uniformen, så jeg vil umiddelbart ikke kalde det et tab af kvalitet, at den mangeårige veteran starter. Fitzpatrick må undvære Mike Evans, der er ude med karantæne, men jeg glæder mig til at, hvad den hævngerrige quarterback leverer mod Jets. Det er absolut sidste udkald for Tampa Bay i denne sæson.
4. Giants vs. 49ers
Det er ikke en kamp, hvor særligt mange vil sidde klistret til skærmen, men opgøret har mange spændende perspektiver. Først og fremmest kan Jimmy Garoppolo få sin debut, og vi er alle super spændte på at se, om han er en franchise quarterback. Desværre ved vi ikke endnu, om Garoppolo kommer til at spille eller ej.


Derudover er det en kamp, der har stor betydning for næste års draft. Hvis 49ers vinder, er både Browns, Giants og 49ers i spil til at få det allerførste valg i 2018 Draften. Hverken New York eller San Francisco spiller for at tabe, men begge hold er hårdt ramt af skader og har set rædderlige ud de seneste par uger.
5. Cowboys uden Elliott vs. Falcons
To af sidste sæsons bedste hold med to af sidste sæsons stærkeste angreb mødes søndag aften i Atlanta. Men Cowboys og Falcons er ikke i samme forfatning som i 2016. Cowboys ser dog ud til at have fundet melodien igen efter en sløv sæsonstart, men så rammer karantænen til Ezekiel Elliott, der nu er ude i de næste seks kampe.
Atlantas niveau er en skygge af det, vi så fra Matt Ryan og Co. sidste år, og de er tvunget til sejr, hvis de skal holde nogenlunde trit med Saints og Panthers i divisionen. Falcons kan netop glæde sig over ikke at skulle bekymre sig om at stoppe førnævnte Elliott, men i stedet en kombination af Alfred Morris, Darren McFadden og Rod Smith. Det er bestemt ikke lige så frygtindgydende.