Et særdeles spændende opgør venter i Monday Night Football.

Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes var manges favorit til at nå Super Bowl, inden sæsonen gik i gang, men lige nu ligner de nærmere et hold, der er på vej mod at misse slutspillet helt og aldeles. 

De har slet ikke fundet melodien i år med et ringe forsvar samt et angreb, der til tider virker endimensionelt og har problemer, som de ellers ikke har oplevet med Patrick Mahomes i de seneste år. Blandt andet har de for mange turnovers.

Med en record på 3-4 efter syv kampe er mandagskampen mod Giants næsten en “must win”-kamp for Andy Reids tropper. Der venter nemlig svære kampe mod Packers, Raiders og Cowboys i de kommende uger, hvor de med lidt uheld kan falde langt bagud i playoff-billedet.

I det andet ringhjørne er New York Giants, hvis sæsonstart har været alt andet end god. De har blot vundet to af syv kampe, og de er sidst i divisionen.

Senest vandt de stort over Carolina Panthers i en uskøn kamp, men i ugerne forinden blev de banket af Cowboys og Rams, og især forsvaret har været en skuffelse, mens angrebet med offensive koordinator Jason Garrett i spidsen ofte har været uinspirerende og plaget af skader.

Det er to hold, der er i – eller nærmer sig – en krise, der mødes. Og for begge hold er en sejr tiltrængt. 

Seneste nyt på skadesfronten
Chiefs må efter alt at dømme undvære nogle profiler i mandagskampen. Runningback Clyde Edwards-Helaire ventes stadig ude, mens linebacker Anthony Hitchens er ude.

Mere problematisk er det, at højre tackle Mike Remmers samt cornerbacker Charvarious Ward er tvivlsomme med småskader og har trænet begrænset i løbet af ugen. Det vil være et hårdt slag for Chiefs, der i forvejen har problemer på den offensive linje og på forsvaret.

Giants er hårdere ramt – især offensivt. Det står helt klart, at stjerneduoen Saquon Barkley og Kenny Golladay er ude, mens Kadarious Toney og Sterling Shepard også er tvivlsomme med knæproblemer. Stort set alle Daniel Jones’ våben kan i værste fald mangle.

Linebacker Lorenzo Carter er også meldt ude, mens et par reserver som safety Nate Ebner og linebacker Carter Coughlin også sidder over.

Hold øje med…
Chiefs’ øvrige playmakers
Med Tyreek Hill og Travis Kelce har Chiefs’ en dødbringende duo til Patrick Mahomes, men de har også brug for noget fra de øvrige spillere på angrebet. Det har de seneste uger vist, hvor Chiefs har haft visse problemer, fordi forsvarene kan fokusere udelukkende på Hill og Kelce.

Det kan resultere i en større rolle eller flere designede spil til Byron Pringle, Mecole Hardman eller Josh Gordon, der dog alle har været svingende i sæsonen. 

Samtidig bør Chiefs forsøge at få gang i løbespillet, selvom de er uden Clyde Edwards-Helaire. Det vil tage noget af presset af Patrick Mahomes og tvinge forsvarene til at respektere løbespillet, som kan åbne lidt op for kastespillet.

Alt i alt bliver det spændende at se, hvad Andy Reid har tegnet op til mandagens kamp. 

Daniel Jones vs. Chiefs’ forsvar
Udover kampene mod Cowboys og Rams, hvor han kom til skade i den første og nok ikke burde have spillet den anden, har Daniel Jones haft gang i en meget fornuftig sæson.

Den 24-årige quarterback har godt nok kun kastet fem touchdowns og fire interceptions, men han har heller ikke haft nemme arbejdsbetingelser med skadesplagede våben, en dårlig offensiv linje og et til tider uinspirerede system, der styres af Jason Garrett. 

Det er måske også de overordnede tal, der får folk til at overse ham en lille smule. 

Mandag aften kan han dog vise sig frem på den største scene og måske endda også sætte nogle point på tavlen. Chiefs har i hvert fald ligaens nok værste forsvar, så det skal han straffe med nogle touchdowns.

Bonus: Chiefs’ offensive linje mod Giants’ defensive linje
Et lyspunkt hos Giants er den defensive linje med Dexter Lawrence, Leonard Williams og Azeez Ojulari. De kan volde store problemer for Chiefs’ offensive linje, der har været… lad os bare sige skuffende… over de seneste uger.

Forudsigelse
Det er to dårlige forsvar, der mødes, og to hold i mere eller mindre krise. 

I sidste ende tror jeg ikke, at Giants og Daniel Jones kan følge med Chiefs og Patrick Mahomes. Og Giants’ forsvar kan – tror jeg – heller ikke stoppe Andy Reids angreb. Derfor skyder jeg på en sejr til Chiefs i en pointrig kamp. Det slutter 33-21 til værterne i Kansas City.