Det er en lækkerbisken, Monday Night Football byder på i denne uge.

Hvem skal vinde AFC East?

Nej, det afgøres selvføglelig ikke natten til tirsdag, for der vil stadig restere en håndfuld kampe for begge hold. Men mandagens kamp kan alligevel give en indikation om styrkeforholdet i toppen af AFC East. 

Her er Bills med syv sejre og fire nederlag nummer to bag New England Patriots, der har otte sejre og fire nederlag (og altså har spillet en kamp mere). 

Buffalo Bills var af mange udråbt som en Super Bowl-bejler inden sæsonen og har til tider spillet som en. Problemet er bare, at niveauet varierer en smule. Kig blot på deres seneste fem kampe. Sejr over Dolphins, nederlag til Jaguars, sejr over Jets, nederlag til Colts, sejr over Saints. Det er altså svært at blive klog på.

I det andet ringhjørne er Patriots så. Efter en lidt svingende sæsonstart har rookiequarterback Mac Jones og kompagni været flyvende i de seneste uger med seks sejre i træk. De ligner et af de mest formstærke mandskaber i hele NFL.

Med en syvende sejr i træk i Buffalo vil New England tage en vigtig skalp i divisionen og holde et forspring til Bills på andenpladsen. 

Seneste nyt på skadesfronten
Der er flere mand på begge mandskaber, der er tvivlsomme til kampen.

Hos Buffalo Bills er der dog kun tre styk: guard Cody Ford, fullback Reggie Gilliam og pass rusher Efe Obada. Det største tab kom i løbet af ugen, da stjernecornerback Tre’Davious White blev meldt færdig for sæsonen med en alvorlig skade.

De kan på den anden side glæde sig over, at guard Jon Feliciano og defensive tackle Star Lotulelei ventes tilbage, og at tackle Spencer Brown ventes at spille. 

Patriots’ skadesliste er noget mere omfattende. Følgende spillere er således tvivlsomme: Center David Andrews, defensive tackle Christian Barmore, linebacker Ja’Whaun Bentley, runningback Brandon Bolden, tackle Trent Brown, kicker Nick Folk og receiver Gunner Olszewski. 

Så er der også runningback J.J. Taylor og safety Kyle Dugger, der er tvivlsomme, fordi de er på COVID-listen.

Flere af de spillere er profiler, så håbet i New England er nok, at mange af dem ikke er mere tvivlsomme, end at de kan spille mod divisionsrivalerne. 

Hold øje med…
Patriots forsvar over for Bills’ angreb
I sidste sæson var Josh Allen en MVP-kandidat, og Bills’ angreb lignede en ustoppelig maskine til tider. Også i denne sæson er de et af de mest scorende angreb.

Kun Tampa Bay Buccaneers scorer således i gennemsnit flere point per kamp end Buffalo Bills i denne sæson, hvor Josh Allen og kompagni i gennemsnit har sat 29,6 point per tavlen hver gang. 

Mandagens modstander fra New England er dog gode til at stoppe folk fra at score. 

I sæsonen har de tilladt blot 15,6 point per kamp, hvilket er færrest af alle i NFL (Buffalo tillader faktisk næstfærrest point per kamp med 16,5 point per kamp). 

Der er også et hav af gode individuelle matchups, når man kigger på Patriots-forsvaret mod  Buffalo-angrebet. JC Jackson over for Stephon Diggs ligner en lækkerbisken, Matthew Judon over for Bills’ tackles, Christian Barmore mod indersiden af Bills’ offensive linje. Og ja, man kunne fortsætte.  

Mac Jones mod Bills’ secondary
Mac Jones har overrasket mange i sin første sæson, hvor han velsagtens har været den mest velspillende rookiequarterback i NFL. 

Over de seneste seks kampe har quarterbacken også været flyvende. Han har ramt på godt 70 procent af sine kast med ni touchdowns og kun to interceptions samt med et snit på 230 kastede yards per kamp. Patriots har i den periode også snittet over 35 point per kamp! Det er flot. 

Det skyldes selvsagt ikke kun Mac Jones, for det er også et fint løbeangreb, men mod Bills søndag er der mulighed for en stor kamp.

Bills er uden deres helt store stjerne i secondaryen, nemlig cornerback Tre’Davious White, så andenårscornerback Dane Jackson i stedet skal starte. Det skaber altså gode arbejdsbetingelser for Patriots’ efterhånden stærke receiverkorps med Kendrick Bourne, Jakobi Meyers, Hunter Henry med flere. 

Omvendt bliver det også spændende at se, hvordan Bills vil klare sig efter tabet af Tre’Davious White. 

Forudsigelse
Det er virkelig en spændende kamp, der venter natten til tirsdag, og det er ekstremt svært at udpege en vinder. Det er nemlig to stærke mandskaber, der i den grad kan gøre det svært for hinanden.

I sidste ende har Patriots vist mere over de seneste uger, og herfra er der tro på, at Bill Belichick og kompagni fortsætter deres stime. De tager en smal sejr på 24-17.