Søndag kl. 22.25

Carolina Panthers – New Orleans Saints
Det var helt ufatteligt, hvad vi var vidner til i Saints’ storsejr over Vikings 1. juledag. Seks (!!!) løbe-touchdowns leverede Alvin Kamara som den blot anden runningback i historien. Helt ekstraordinært. Og så var det ligegyldigt, at hverken quarterback Drew Brees eller forsvaret var flyvende. Saints har stadig chancen for at blive seedet som nummer et i NFC, og med et nederlag kan de også falde til tredjeseed. Derfor må vi forvente, at Sean Payton sender helt kavaleriet i aktion mod Panthers i jagten på holdets 12. sejr i grundspillet. New Orleans er måske det mest komplette hold i NFL, selvom de ikke er så flashy. De har et godt forsvar, et stærkt og alsidigt angreb samt et solidt special teams. De kan vinde på mange måder. Kampen mod Carolina bliver dog ikke barnemad. For to uger siden lukkede Panthers-forsvaret ned for Aaron Rodgers i en hel halvleg, og i sidste uge var Matt Rhules mandskab overlegne mod Washington, der havde en divisionstitel at vinde. Jeg ser frem til en sjov kamp, hvor Saints skal være på tæerne, hvis de vil slutte sæsonen med en sejr.

Hold især øje med: QB Drew Brees, Saints

Chicago Bears – Green Bay Packers
Når Chicago Bears og Green Bay Packers brager sammen i 17. spillerunde med slutspilspladser på spil, så kan det kun blive et drama. Der er godt nok ikke tale om en vind-eller-forsvind-kamp, da Packers har vundet divisionen, men ostehovederne er pisket til sejr, hvis de vil være sikre på at ende som førsteseed i NFC. Hjemmeholdet har efter en flot afslutning på sæsonen med tre sejre i træk chancen for at sikre en plads i slutspillet med en sejr over ærkerivalerne fra Wisconsin. Mitch Trubisky spiller godt, David Montgomery løber stærkt, og forsvaret et bundsolidt. Bears ligner faktisk et slutspilshold, men spørgsmålet er, om de kan fuldføre arbejdet mod det nok bedste hold i NFC. Packers trynede nemlig Bears i det første indbyrdes opgør tidligere på sæsonen, og selvom Chicago er væsentligt bedre nu, så kan den historie sagtens gentage sig. Jeg håber at se et toptunet Bears-mandskab, for ellers taber de til Aaron Rodgers, der kan cementere MVP-titlen med en stor præstation.

Hold især øje med: EDGE Khalil Mack, Bears

Læs også: David Bakhtiari misser slutspillet med korsbåndsskade

Denver Broncos – Las Vegas Raiders
Broncos og Raiders slutter sæsonen med et opgør uden slutspilsbetydning. Raiders har for anden sæson i træk – og endnu mere i år – smidt en ellers gylden chance for at komme i slutspillet. Nu skal de forsøge at vaske bare en brøkdel af skuffelsen væk ved at gå på ferie med en sejr over divisionsrivalerne fra Denver. Jeg forventer at se en underholdende kamp med masser af point.

Hold især øje med: WR Henry Ruggs, Raiders

Houston Texans – Tennessee Titans
Tennessee Titans fik søndag nat mod Green Bay Pakcers at føle, hvor hårdt man kan blive straffet mod de bedste, hvis man ikke rammer sit topniveau. Men det er hurtigt videre i teksten for Titans, der vinder AFC South med en sejr over Texans. Og det er de klare favoritter til at gøre. Ryan Tannehill og Derrick Henry udgør nemlig så stærk en duo, at Tennessee kan score masser af point mod alle hold. Og mod et ringe Texans-forsvar er forudsætningerne for 30 eller sågar 40 point i høj grad til stede. Men Houston kommer ikke til at lade sig tabe. De vil elske at være grunden til, at en divisionsrival misser slutspillet. JJ Watt var efter nederlaget i uge 16 ude at sige, at hvis han og holdkammeraterne ikke kan sætte sig op, selvom de ”stinker” i år, så er der noget galt. Derfor regner jeg med, at Texans giver alt, hvad de har. Deshaun Watson kan gøre ondt på Titans’ meget middelmådige forsvar, der slet ikke har noget pass rush, og derfor tror jeg faktisk, at det kan blive tæt. Titans trækker formentlig det længste strå, men det bliver langt fra let. 

Hold især øje med: TE Jonnu Smith, Titans

Indianapolis Colts – Jacksonville Jaguars
Utroligt nok er Colts ikke garanteret en plads i slutspillet, hvis de slår Jaguars og ender 11-5. De har brug for, at enten Titans, Dolphins, Ravens eller Browns snubler. Men først og fremmest skal de selvfølgelig gøre arbejdet færdigt selv, hvilket bør være en form sag. Jaguars er uden tvivl det dårligste hold i NFL. De har tabt 14 kampe i træk og har intet andet end æren at spille for. Hvis Indianapolis ikke kan slå Jacksonville, så fortjener de heller at spille mere football i denne sæson. Men de kommer de også til at gøre. Frank Reichs mandskab er bedre coachet. Angrebet er velbalanceret med fine receivere, et stærkt løbespil og en bundsolid offensiv linje. Og forsvaret er ligeledes godt. Holdet har så tilpas højt et bundniveau, at de selv på en dårlig dag bør slå jammerlige Jaguars.

Hold især øje med: RB Jonathan Taylor, Jaguars

Læs også: Phillip Rivers har overvejet karrierestop

Kansas City Chiefs – Los Angeles Chargers
Jeg er spændt på at se, hvor meget spilletid Andy Reid giver til Chiefs-starterne, nu hvor holdet allerede er sikret at være seedet som nummer ét i AFC. Det er allerede meldt ud, at Patrick Mahomes sidder over. Men hvad de andre stjerner som Tyreek Hill, Travis Kelce, Tyrann Mathieu og Chris Jones? Får de en fuld kamp, en halvleg, eller sidder de over? Det er en interessant diskussion. For er det den lille skadesrisiko værd at sende dine bedste spillere i aktion for at undgå rust i slutspillet? Ud over det interessante spørgsmål hos Chiefs, så glæder jeg mig til at se Justin Herbert for sidste gang i hans rookie-sæson. Herbert satte mod Broncos rekorden for flest touchdownkast i en sæson af en rookie med 28 af slagsen. Jeg er sikker på, at han er yderst opsat for at sikre sig titlen som Offensive Rookie of the Year med endnu en storkamp. Uanset hvem vi ser på banen, så tyder det på et særdeles underholdende opgør i Kansas City.

Hold især øje med: WR Mike Williams, Chargers

Los Angeles Rams – Arizona Cardinals
Hvis jeg for blot to uger siden sagde, at Los Angeles Rams ville være tvunget til sejr mod Arizona Cardinals blot for at komme med i slutspillet, så ville du have grinet af mig. Men det er realiteterne, efter Rams har tabt til New York Jets og Seattle Seahawks de seneste to uger. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, så er Rams uden quarterback Jared Goff i nøgleopgøret. I stedet er det upåagtede John Wolford, der aldrig før har spillet i NFL, som skal starte. Det gør naturligvis Cardinals til favoritter i kampen. Duellen mellem hjemmeholdets forsvar og gæsternes angreb bliver derfor endnu mere vigtig. Rams-defensiven skal spille en brandkamp, for det er utopi at forvente, at Wolford skulle være en fornuftig NFL-quarterback. Hvis Jalen Ramsey kan begrænse DeAndre Hopkins’ rolle i Cardinals-angrebet, og Aaron Donald kan dominere i skyttegravene, så har Rams en fin chance for at vinde. Modsat bør Kyler Murray og Kliff Kingsbury i samarbejde kunne sætte nok point på tavlen til, at Arizona-defensiven blot skal gøre det tåleligt mod John Wolford for at bringe sejren og slutspilspladsen i hus. Det bliver en fascinerende kamp, hvor alt er på spil.

Hold især øje med: DT Aaron Donald, Rams

San Francisco 49ers – Seattle Seahawks
NFC West tilhører Seattle Seahawks, der på fornem vis slog Los Angeles Rams i kampen om divisionstitlen. Seahawks har endda stadig chancen for at blive førsteseed i NFC med en sejr over 49ers, og derfor bliver der ikke noget med at spare spillere. Seattle har ændret udtryk markant siden starten af sæsonen, hvor det var Russell Wilson-show på den ene side af bolden og et gennemhullet forsvar, der ikke kunne stoppe nogen som helst, på den anden side af bolden. Nu ligner det lidt mere det ”gamle” Seahawks med et løbeglad angreb, hvor Russell Wilson (desværre) ikke er så meget i fokus, og et solidt forsvar. Præcis som Pete Carroll foretrækker det. For Seattles skyld håber jeg, at de ikke falder i fælden med alt for mange løb og alt for lidt Russell Wilson. Det kunne de passende gøre mod 49ers-hold, der har haft sæson præget af voldsomt meget uheld, og slet ikke har kunnet leve op til dominansen fra 2019. San Francisco bliver ingen walk-over for Seattle. Det beviste de I uge 16, hvor de slog Arizona Cardinals takket være godt forsvarsspil og et brølstærkt angreb. Her vendte tight end George Kittle også tilbage. Seahawks er favoritter, men kan få store udfordringer.

Holde især øje med: EDGE LJ Collier, Seahawks

SNF kl. 02.20

Philadelphia Eagles – Washington Football Team
Læs vores store optakt til årets sidste grundspilskamp mellem Eagles og Football Team her på sitet.