Gul Klud giver dig i dette helt nye format en optakt med fokus på alle weekendens kampe.

Hvis du vil klædes bare en lille smule på til alle weekendens kampe i hver spillerunde, så skal du bare følge med her i vores ugentlige optakt.

Denne optaktsartikel af Gul Kluds Alexander Paaske er et nyt format i denne sæson. Det er her, du får en lynoptakt til alle søndagens kampe. Du får også en spiller i hvert opgør, som du især skal holde øje med.

Bye weeks: Atlanta Falcons, Dallas Cowboys, Kansas City Chiefs og New York Jets

Søndag klokken 19.00

Carolina Panthers – Tampa Bay Buccaneers
Panthers leverede en mandfolkeindsats i Kansas City og faldt med ære mod et af ligaens bedste hold. Desværre blev stjerne-runningback Christian McCaffrey skadet i sin comeback-kamp og misser opgøret mod Buccaneers. Det er så også det eneste fra i søndags, som Bucs kan glæde sig over. Saints ydmygede Tom Brady og co. i den direkte duel om førstepladsen i NFC South. Det ellers så talentfulde angreb var en gigantisk skuffelse. Jeg er derfor spændt på at se, om Tampa Bay kan rejse sig. Det SKAL de, for ellers kan løbet i divisionen hurtigt være kørt. Panthers spiller hårdt og med stor passion, så Buccaneers skal være på tæerne.   

Hold især øje med: LB Jeremy Chinn, Panthers

Cleveland Browns – Houston Texans
Browns kommer ind til kampen mod Texans veludhvilede efter deres bye-week og med godt nyt på skadesfronten. Runningback Nick Chubb forventes at gøre comeback, og det giver et stort boost til angrebet, der har haltet uden både Chubb og Odell Beckham Jr. Cleveland bør kunne flytte bolden effektivt mod Houstons svage forsvar i jagten på en vigtig sejr i kampen om slutspilspladserne i AFC. Gæsternes løbeforsvar er det værste i NFL, da de tillader 159,5 yards per kamp. Det er guf for Kevin Stefanskis tropper. Det eneste, der er værd at fremhæve hos Houston, er Deshaun Watson og kasteangrebet, som står for god underholdning. Og det er netop offensiven, der giver Texans en chance.

Hold især øje med: RB Nick Chubb, Browns

Detroit Lions – Washington Football Team
Medmindre der sker en mirakuløs forbedring af spillet i Lions, så må Matt Patricia simpelthen være fortid i klubben. Holdet spiller uden hjerte og identitet. Vikings gav dem klø, og Patricia er nu 0-10 vs. Bears og Vikings. Det siger vist det hele. Washington havde også en ærgerlig søndag, da de glippede en gylden mulighed for at byde sig til i kampen om jammerlige NFC East. Men et par dyre turnovers betød, at Giants snuppede sejren. På papiret er det her opgør ganske jævnbyrdigt, men jeg giver fordelen til Football Team, fordi de har den bedre træner i Ron Rivera. Jeg er super spændt på at se Alex Smith i hans første start siden sin grusomme skade. Han har aldrig tabt til Lions.

Hold især øje med: QB Alex Smith, Football Team

Green Bay Packers – Jacksonville Jaguars
Packers gjorde forventeligt kort proces mod et voldsomt skadesplaget San Francisco 49ers-hold efter endnu en MVP-præstation af Aaron Rodgers. Alt tyder også på en afklapsning, når Jaguars lægger vejen forbi Lambeau Field. Selvom rookie Jake Luton viste fine glimt i sin NFL-debut, så vil det være chokerende, hvis han kan følge med A-Rod. I så fald skal Luton spille en drømmekamp, hvor Jaguars sætter minimum 35 point på tavlen. For jeg kan ikke se, hvordan Aaron Rodgers, Davante Adams eller Aaron Jones alle kan holdes tilbage. Det ligner en overkommelige opgave for Green Bay.

Hold især øje med: WR DJ Chark, Jaguars

Læs også: Aaron Rodgers ser fordele ved sit skadesfravær

New York Giants – Philadelphia Eagles
Så har vi endnu et komisk topopgør i NFC East. Her halvvejs i sæsonen er de her to hold til sammen noteret for sølle fem sejre. Eagles har tre sejre plus en uafgjort, så med en sejr her kan de så godt som sikkert eliminere Giants i jagten på divisionstitlen. Favoritværdigheden ligger da også hos Philadelphia, som efter al sandsynlighed får både runningback Miles Sanders og wide receiver Alshon Jeffery tilbage i aktion efter skader. Jeffery har faktisk ikke spillet siden uge 13 i sidste sæson. Uanset hvad er det et boost til ørnene. Giants spiller hverken sexet eller specielt god football, men de er godt coachet af Joe Judge og spiller solidt forsvar. Jeg forventer derfor en tæt kamp, hvor det meget vel kan afgøres af de to quarterbacks, og hvem der laver færrest store fejl. Det har både Daniel Jones og Carson Wentz været slemme til.

Hold især øje med: TE Dallas Goedert, Eagles

Næste side: Rookie-quarterbacks brager sammen i Miami (brug knappen neden for)