Man må sige, at Jets gør alt for, at det andet år med Aaron Rodgers ender bedre end det første. Nu har de hentet receiver Mike Williams.

Når lokummet brænder, så har Aaron Rodgers fået sig et nyt lækkert mål. Ingen panik, bare kast den højt op, og lad Mike Williams klare resten.

Den 193 cm høje receiver fortsætter karrieren hos Jets, hvor han har fået en etårig aftale til en værdi af op til 15 millioner dollars, det skriver Jonathan Jones fra CBS sports.

Den tidligere Chargers receiver kom ind i ligaen som første-runde valg, da klubben tog ham med pick 7 i NFL Draften i 2017. Efter syv sæsoner blev den nu 29-årige Williams fritstillet for at spare ca. 20 millioner dollars på lønloftet, og måske give klubben en frisk start under den nye headcoach Jim Harbaugh.

Når Mike Williams er rask er han en umulig spiller at håndtere. Hurtig og høj, der kan hoppe en meter op i luften og gribe bolden i tredje sals højde over hovedet på en stakkels cornerback, der ikke har en chance. Hans 15,6 yards pr. grebet bold rangerer næstbedst al alle i NFL, siden han kom ind i ligaen.

Desværre har han været en del skadet i sin karrieren, og spillede sidste år kun tre kampe, inden han rev sit ene korsbånd i knæet over.

Nu kommer han til Jets, hvor han forhåbentlig er rask og sammen med forrige års Offensive Rookie of the Year Garrett Wilson skal gøre livet lidt nemmere for den aldrende Aaron Rodgers, og det er ikke umuligt, at Jets henter flere receivere ind i transfervinduet eller den kommende draft.

Jets har også haft travlt med at give Aaron Rodgers beskyttelse. Således har de hentet tre nye spillere til den offensive linje, hvor den største tilføjelse klart var tackle Tyron Smith fra Cowboys, men også guard John Simpson og tackle Morgan Moses fra Ravens giver Rodgers et par solide bodyguards.