New York Jets forsøger fortsat at opgradere deres offensive linje, nu har de slået en handel af med Baltimore Ravens for at sikre sig en gammel kending.

Morgan Moses skifter fra Baltimore Ravens til New York Jets efter de to klubber er blevet enige om en handel, der gør den store tackle til Aaron Rodgers’ fremtidige beskytter. De to klubber ender reelt med at bytte draftvalg, da Ravens rykker 22 valg frem i fjerde runde og sikrer dem også et valg i draftens sjette runde.

Adam Schefter fra ESPN kunne fortælle om handlen på X, det sociale medie tidligere kendt som Twitter.

Morgan Moses er ikke helt ukendt i New York, da han spillede for netop Jets i 2021 før han skiftede til Baltimore, hvor han har spillet de seneste to sæsoner. Den 33-årige offensive tackle har spillet ti sæsoner i NFL, de fleste har været i Washington, men fælles for karrieren har været det høje bundniveau. 

Veteranen har gjort en dyd ud at være en klippe som højre tackle, hvor han med sine 198 cm og 145 kilo har været rigtig god i både løbespillet og kastespillet. Det var han også i sin hidtil eneste sæson for Jets, som alligevel valgte ikke at beholde ham. Nu er han tilbage.

Moses er ikke den eneste tidligere Ravens-spiller, der kommer til at skulle beskytte en af ligaens mest omtalte quarterbacks i den kommende sæson. Tidligere i free agency hentede Jets guard John Simpson til i et forsøg på at styrke den problematiske offensive linje.