36-årige Frank Gore er langt fra færdig i NFL.

Frank Gore har skrevet under på en etårig aftale med New York Jets, som bliver den erfarne runningbacks tredje hold på lige så mange år. Det betyder også, at Frank Gore fortsat er at finde i AFC East-divisionen for tredje år i træk.

I den grønne del af New York kommer Frank Gore til at rotere med Le’Veon Bell og Trenton Cannon. Hos Jets genforenes Frank Gore også med cheftræner Adam Gase. De to har en fælles fortid for Miami Dolphins tilbage i 2018.

Den kommende sæson bliver Frank Gores 16. som professionel i NFL. Han står foreløbigt noteret for 15.347 løbede yards, 3.896 grebne yards og 97 touchdowns. Det betyder, at Gore har løbet for tredje flest yards i ligaens glorværdige historie. Gore har dog 1.379 yards op til nr. to på den prestigefyldte liste, hvor Walter Payton rangerer.