Aaron Rodgers er snart tilbage i kampform, og han forventer at vende tilbage for New York Jets i 2024.

Aaron Rodgers er både kendt for sit supertalent på banen, men også for sine hudløse og åbenhjertige udtalelser til pressen. Sidstnævnte til stor frustration for hans tidligere arbejdsgiver Green Bay Packers.

Nu er superstjernen på banen igen, efter at han har deltaget i “The Pat McAfee Show”, hvor han både forholdt sig til New York Jets’ slutspilseliminering og sin fremtid i NFL:

– Jeg har selvfølgelig håbet på, at vi (New York Jets) kunne holde os inde i kampen om slutspilspladserne, så jeg måske kunne komme tilbage og gøre en forskel. Men det har hele tiden været et langskud, at jeg skulle blive 100 procent klar igen i denne sæson, udtalte Aaron Rodgers.

New York Jets blev endegyldigt elimineret fra slutspillet, da de tabte i weekenden med hele 30-0 til divisionsrivalerne fra Miami Dolphins. Derfor kan Jets nu se frem og begynde forberedelserne til 2024-sæsonen, som Aaron Rodgers bestemt forventer at være en central brik i:

– Jeg tror ikke, at det her bliver mit sidste år i NFL. Jeg har det godt, og vi skal tale nærmere om fremtidsplanerne. Jeg er rigtig godt med i forhold til min genoptræning og derfor kan vi tillade os at være “kloge” og tålmodige omkring min tilbagevenden.

Dermed indikerede Aaron Rodgers også, at han ikke nødvendigvis forventer at spille igen i det indeværende grundspil. Det efterlader New York Jets med Trevor Siemian som startende quarterback, når Jets møder Washington Commanders i sekstende spillerunde. Zach Wilson døjer fortsat med en hjernerystelse, og det er usikkert, om han bliver kampklar.