Giants-runningback Saquon Barkley forventes mandag at træne med holdet igen for første gang i næsten et år.

New York Giants starter ugen med fantastisk nyt. Mandag fjernes angrebsstjernen Saquon Barkley fra den såkaldte PUP-liste og træner med holdet igen. Det beretter NFL Networks Ian Rapoport.

Barkley pådrog sig en alvorlig knæskade for knap et år siden i anden spillerunde af 2020-sæsonen. Han har siden kæmpet for at komme tilbage på fuldt blus, og dagens udvikling er et stort skridt mod et snarligt comeback.

Hvorvidt Saquon Barkley bliver helt fit for fight til sæsonpremieren om fem uger er uvist. Han forventes på nuværende tidspunkt at være tilbage i kamp senest i tredje spillerunde.