Quarterbackkampen hos New England Patriots står nu mellem Cam Newton og Mac Jones, efter Jarrett Stidham er blevet opereret i ryggen.

Efter en vellykket rygoperation i den forgangne uge er Jarrett Stdham meldt ude i op til 12 uger, hvilket først gør ham klar til tidligst spilleuge 8 eller 9 i slut oktober eller start november. Det skriver Andrew Callahan fra Boston Herald.

Der er et lille men, og det er om Patriots har tænkt sig at beholde Stidham. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at de fritstiller ham, men med Cam Newton, rookie Mac Jones og Brian Hoyer i folden er det naturligvis stadig en mulighed. Det mest sandsynlige scenarie er dog, at klubben sætter Stidham på Injured Reserve-listen, og han kan vende tilbage til holdet, når han er kommet sig ovenpå sin operation.

Stidham åbnede Patriots træningslejren på listen, da han ikke var i stand til at lave noget fysisk, og han var heller ikke på banen til nogen af Patriots tre første træninger.

Patriots skrev onsdag kontrakt med den tidligere practice-squad quarterback Jake Dolegala, og om det sagde Bill Belichick:

“Vi tænkte bare, at det ville være en god ting at få endnu en quarterback aktiveret og deltage i træningslejren. Jarrett Stidham vil være væk et stykke tid, så nu har vi Jake herinde.”

Hvem der starter for Patriots på første spilledag, når klubben møder Dolphins i første runde af 2021-sæsonen, er stadig uvist.