Han har spillet ikke færre end 16 sæsoner for New England Patriots, og nu er special teams legenden Matthew Slater tilbage i klubben.
Den nye headcoach Jerod Mayo nåede at blive draftet af Patriots, spille hele sin karriere for klubben, være assistenttræner, se Bill Belichick blive fyret og selv blive udnævnt til headcoach – alt sammen mens Matthew Slater var i klubben.
Nu har hyret sin gamle ven som assistent.
Faktisk kom de to ind i NFL sammen og begyndte begge karrieren hos Patriots i 2008. Mayo blev draftet i første runde, mens Slater var et femte-runde pick. Men hvor Mayo hurtigt blev et navn, fans kunne nikke genkendende til, så levede Slater en mere anonym tilværelse hos fans, mens han på holdet indtog en vigtig rolle som special teams spiller.
Stille og roligt blev Slater dog en spiller, som selv fans af andre klubber kendte, og i flere år blev han betragtet som NFLs bedste special teams spiller. I sine 16 sæsoner blev han valgt til ikke færre end 10 Pro Bowls, han var All Pro fem gange og vandt tre Super Bowls med Patriots.
Nu fortsætter han karrieren hos Patriots som en slags rådgiver for headcoach Jerod Mayo:
“Han (Slater) skal være rådgiver for mig om alt, hvad angår football, og ærligt talt, også ting udenfor banen” siger Mayo. “Han er et meget klogt menneske, og jeg vil sige, at vi ser mange ting på samme måde. Samtidig ved jeg, at han er en fyr, der vil være ærlig over for mig. Når først du tager cheftrænerhatten på, er det svært at finde folk, der er ærlige over for dig.”
Mayo tilføjede, at spillerudvikling vil være en del af Slaters opgaver.