
New England Patriots’ defensive koordinator Terrell Williams er blevet raskmeldt, efter at han har kæmpet mod prostatakræft i de seneste fire måneder.
Forud for Super Bowl LX har New England Patriots offentliggjort en glædelig nyhed om, at deres defensive koordinator Terrell Williams er blevet raskmeldt, efter at han har gennemgået et kræftforløb.
Det fremgår af Patriots’ offentliggørelse, at Williams rejser med holdet til Santa Clara, hvor Super Bowl LX finder sted.
Det er første gang siden, at Terrell Williams blev diagnosticeret med prostatakræft i begyndelsen af september 2025, at han rejser med Patriots til en kamp på udebane.
Selvom Williams ikke har rejst med Patriots i indeværende sæson, så har han fastholdt sin kontakt med trænere og spillere, ligesom han har deltaget i kampforberedelserne i Patriots’ træningsfaciliteter.
I stedet har Zak Kuhr, som var linebacker-træner, da sæsonen startede, vikarieret som defensiv koordinator siden uge 2.
Zak Kuhr har vist sig at være en træneråbenbaring, da New England Patriots’ forsvar har udmærket sig under hans ledelse. Faktisk tillod Patriots bare næstfærrest point (17,3 pr. kamp) og yards (282,4 pr. kamp) af alle holdene i NFL i 2025-sæsonen.
Patriots’ forsvar har også været en bærende del af holdets Super Bowl-kvalifikation, efter at de bare tillod 26 point i de tre slutspilskampe, som de har spillet i år.








