New England Patriots har hentet en gammel kending hjem. Den tidligere forsvarsleder og mangeårige linebacker i klubben, Jerod Mayo, skal fremover dele ud af sine erfaringer som linebacker-træner.

New England Patriots sagde efter Super Bowl-triumfen som ventet farvel til linebacker-træner og defensiv spilkalder, Brian Flores, der tog cheftrænerjobbet hos divisionsrivalerne fra Miami Dolphins. Nu har Patriots så hentet en højagtet klubmand som erstatning for Flores.

Den mangeårige linebacker og profil i klubben, Jerod Mayo, vender nemlig tilbage til New England som linebacker-træner. Det har både Mayo og Patriots bekræftet på sociale medier.

Jerod Mayo spillede hele sin aktive NFL-karriere i New England. Karrieren strakte sig over otte sæsoner, hvor Mayo specielt i de først fem år var blandt ligaens bedste linebackere. I 2010 noterede han sig for hele 175 tacklinger og blev udnævnt First-Team All-Pro. Han blev valgt af Patriots i første runde af 2008-draften og vandt det år prisen som ‘Defensive Rookie of the Year.’