Tidligere på sæsonen blev Jamie Collins skippet videre til Cleveland Browns efter at have stillet for høje krav i lønforhandlingerne. Anderledes positivt gik det for Marcus Cannon, som nu har sat sin underskrift på en ny fem-årig kontraktforlængelse.

Marcus Cannon blev drafted i femte runde af 2011-draften, og siden har han spillet sig op i hierarkiet, og således er Cannon nu holdets startende højre tackle. I solidt samarbejde med Nate Solder har Marcus Cannon været en stor faktor i Bradys succesfulde comeback-periode.

Det er naturligvis af højeste prioritet for Bill Belichick at holde sin aldrende super-quarterback oprejst, hvorfor investeringen i Cannon giver god mening. Den 28-årige tackle har startet samtlige af Patriots’ 10 kampe i 2016-sæsonen.

Den nye kontrakt har en total værdi af 32,5 millioner dollar og heraf er 14,5 millioner dollar fuldt garanterede. Kontraktforlængelsen menes at betyde begyndelsen på enden for Sebastian Volmer, som har misset 2016-sæsonen med en hofteskade. 32-årige Volmer står yderligere til at blive free agent efter 2016-sæsonen.