Tom Brady og New England Patriots var nede med ti point i fjerde quarter, men to touchdowns af Danny Amendola sikrede Patriots sejren og holdets tiende Super Bowl-deltagelse – flest af alle franchises i NFLs historie.

Jacksonville Jaguars så længe ud til at chokere NFL med en sejr i Foxborough over de forsvarende Super Bowl-mestre, men ligesom i finalekampen om sidste sæsonens Vince Lombardi-trofæ leverede Patriots og Tom Brady et magisk comeback.

Igen var det en slot-receiver, som var der for Brady, da han havde allermest brug for det. Denne gang var det dog Danny Amendola og ikke Julian Edelman, som var clutch. To touchdowns greb den lille, vævre receiver i fjerde quarter deriblandt dette fremragende catch med lidt under tre minutter tilbage til kampens slutresultat 24-20.

Jaguars spillede ellers en fremragende kamp og tog teten fra start. Forsvaret tacklede fantastisk på de mange korte kast til Dion Lewis og James White og dækkede godt op ned ad banen med Jalen Ramsey og Co., mens angrebet dominerede med et fysisk løbespil og en Blake Bortles, der gjorde den megen kritik af ham til skamme. Blandt andet med flere fine spil til den lynhurtige runningback, Corey Grant.

Det resulterede i en 14-3-føring til gæsterne midt i andet quarter, før New England bragte liv tilbage i opgøret i slutningen af første halvleg med en fin angrebsserie afsluttet med et touchdownløb af James White til 10-14. Angrebsserien blev hjulpet godt på vej af et halvtyndt ‘pass interference’-flag mod A.J. Bouye i opdækning på Brandin Cooks.

Angrebsseriens kedelige højdepunkt var dog, at All Pro-tight end Rob Gronkowski udgik af kampen med en hjernerystelse efter et hårdt hit til hovedet af safety Barry Church. Se spillet her.

Uden Gronk havde New England fortsat svært ved at finde rytmen på angrebet, mens Patriots-forsvaret fik bedre fat i Bortles. Holdene byttede derfor field goals, men i begyndelsen af fjerde quarter tog Jaguars en komfortabel føring på 20-10 efter et 43 yard field goal af Josh Lambo.

New England marcherede ned ad banen og hev – som vi har set det tidligere – et trickspil op af hatten til Dion Lewis, men på formidabel vis rev linebacker Myles Jack bolden løs og gjorde Gillette Stadium tavst.

Men Patriots-forsvaret satte proppen i, og så leverede Brady endnu en gang et suverænt comeback. Hans fjerde af slagsen i slutspillet efter at have været bagud med 10+ point i fjerde quarter. Og det var endda uden Julian Edelman og Rob Gronkowski. Var der nogen, som sagde G.O.A.T?

Jacksonville Jaguars leverede ellers den næste perfekte kamp, men lidt for konservativ play calling i anden halvleg og et Patriots-manskab, der igen leverede i de allervigtigste momenter, kostede en tur til den store kamp i Minnesota om to uger for Doug Marrones mandskab.

Med den dramatiske sejr er New England Patriots i sin tiende Super Bowl nogensinde, hvilket er flest af alle franchises i NFL-historien. Så meget for alt den snak om intern magtkamp i New England. Der er igen ro i paradis.

Væsentlige stats:

Tom Brady, 26/38, 290 yards, 2 TD’s

Brandin Cooks, 6 grebne bolde for 100 yards

Danny Amendola, 7 grebne bolde for 84 yards, 2 TD’s

Dion Lewis, 9 løb for 34 yards, 7 grebne bolde for 32 yards

Blake Bortles, 23/36, 293 yards, 1 TD

Leonard Fournette, 24 løb, 76 yards, 1 TD

Allen Hurns, 6 grebne bolde, 80 yards

Corey Grant, 3 grebne bolde, 59 yards

Dante Fowler Jr., 2 sacks