Efter Super Bowl 52 fortalte Rob Gronkowski, at han seriøst overvejer sin NFL-fremtid. Ifølge NFL Network Insider, Ian Rapoport, vil Patriots-stjernen fortsat gribe bolde fra Tom Brady i den kommende sæson.

De fleste blev taget på sengen, da Patriots’ stjerne-tight end, Rob Gronkowski, i kølvandet på Super Bowl-nederlaget til Philadelphia Eagles sagde, at han ville tage sig tid til at tænke over, om han ville fortsætte karrieren.

Hvis man skal tro den pålidelige NFL-reporter, NFL Network Insider Ian Rapoport, kan New England Patriots ånde lettet op. Rob Gronkowski er ikke færdig med football endnu.

Der har været en masse spekulationer om, at Gronkowski ville lægge støvlerne på hylden som følge af de mange alvorlige skader, han har haft, til fordel for en karriere inden for wrestling og film. Her vil hans fantastiske kombination af at være skør og ‘likeable’ med hans store smil og ligefremhed komme ham meget til gode. Men den karriere må vente lidt endnu.

Gronk havde en flot sæson i 2017 med 69 grebne bolde for 1.084 yards og otte touchdowns i 14 kampe. Han gjorde også sit til at hjælpe Patriots mod endnu en Super Bowl-titel med ni grebne bolde for 116 yards og to touchdowns i finalekampen.

Angrebsstjernen har grebet hele 76 touchdowns i sine otte grundspilssæsoner på trods af de mange skader, og han har desuden noteret sig for 12 touchdowns i de 13 slutspilskampe, han har spillet. Vi kan kun klappe i hænderne over udsigten til at få mindst en sæson mere ud af Rob Gronkowski.