Det blev en hård velkomst i National Ligaen for nyoprykkerne fra Odense Badgers, da de lørdag startede sæsonen i Aarhus Tigers. Tigers satte sig fra start på kampen, der endte 39-0.

Skrevet af nationalligaen.dk / Tom Hjernø

Første kamp i National Ligaen for Odense Badgers blev hård kost for fynboerne. Tigers kom fra start som lyn og torden med scoringer af wide receiver Frederik Daugaard og runningback Rickey Stevens kun adskilt af en safety af den defensive end, Simon Yde.

Tigers-quarterback Tim Morovick så rigtig stærk ud, og viste hvorfor Tigers havde valgt at bringe ham ind på holdet. Den amerikanske quarterback førte med sikker hånd Tigers-angrebet til de to fornævnte scoringer i første quarter første fem minutter. På et designet løb af quarterbacken gik det dog galt i et skarpt retningsskift, og Morovick måtte udgå med, hvad der lignede en alvorlig knæskade.

Tigers’ backup-quarterback Troels Andersen kom på banen, og han måtte bruge to quarter på at finde sig til rette i kampen. Odense Badgers kæmpede det bedste, de havde lært, og der var gode momenter, men holdet nåede aldrig Tigers’ endzone. Tigers-forsvaret sad hårdt på Odense hele kampen igennem, og det var da også Tigers’ defensiv, der startede scoringen i efter pausen. Safety Marko Ilic interceptede et kast ved sidelinien og tog den hele vejen til et touchdown for Tigers.

Morovicks skade lagde en naturlig dæmper på Tigers’ spil, men alligevel sluttede Tigers af med yderligere en scoring i tredje quarter, da et Troels Andersen-kast ramte en helt åben Chris Nielsen i hjørnet af Badgers’ endzone. Lasse Lykke løb sørgede for en 2-point-conversion, inden kampen gik i 4. quarter. Rickey Stevens lukkede underholdningen i Aarhus af, dan han greb et kast fra Troels Andersen og sprintede hele vejen i endzone. Opgøret sluttede derfor ganske fint foran små 300 tilskuere i Aarhus og med hjemmesejr på 39-0.

Scoringer

1. quarter
6-0: TD Rickey Stevens, pass fra Tim Morovick

8-0: 2 pt conv. Frederik Daugaard, pass fra Tim Morovick

10-0: Safety, Simon Yde

16-0: TD Frederik Daugaard, pass fra Tim Morovick

18-0: 2 pt conv. Tim Morovick

2. quarter
Ingen scoringer

3. quarter
24-0: Marko Illic Int. for TD, 2 pt conv. no good

30-0: TD Chris Nielsen, pass fra Troels Andersen

32-0: 2pt conv. Lasse Lykke

4. quarter
38-0: TD Rickey Stevens, pass fra Troels Andersen

39-0: PAT good, Andreas Worm