En ny æra kan nu begynde for Miami Dolphins.

Vi kan godt begynde at sætte popcorn over og rette fokus på Miami Dolphins’ opgør mod Los Angeles Rams i ottende spillerunde. Her får vi den første – reelle – mulighed for at se den tidligere Alabama-stjerne Tua Tagovailoa fra start.

Således har Brian Flores offentliggjort, at Tua Tagovailoa afløser Ryan Fitzpatrick som Miami Dolphins’ startende quarterback. Miami Dolphins sidder over i den kommende spillerunde, hvilket giver Tua optimale betingelser til at forberede sig på sin første kamp fra start i NFL.

Quarterback-skiftet kommer efter, at Ryan Fitzpatrick har ført Dolphins frem til tre sejre i seks kampe – herunder to sejre i træk. Senest vandt Dolphins med 24-0 over upåagtede New York Jets, hvori Ryan Fitzpatrick kastede 191 yards, tre touchdowns og to interceptions, inden han blev afløst af netop Tua Tagovailoa.

Der er ingen grund til at tro, at der skulle være ondt blod mellem Tua og Ryan Fitzpatrick efter quarterback-skiftet. Se blot nedenstående video, hvor Fitzpatrick appellerede kraftigt til tilskuerne om at juble, da Tua blev skiftet ind til sine første spil i NFL.

Miami Dolphins valgte Tua Tagovailoa med det femte valg i forårets draft. Siden da har det været et spørgsmål om tid, før Tua ville blive udnævnt til startende quarterback. Tua Tagovailoa havde en fantastisk karriere i college-rækkerne for Alabama, hvor han kastede for 7.442 yards, 87 touchdowns og blot 11 interceptions. Det var til trods for, at Tua pådrog sig en alvorlig hofteskade i november 2019.

I skrivende stund er Miami Dolphins (3-3) kun en enkelt kamp fra Buffalo Bills (4-2) i kampen om divisionstitlen i AFC East. Bills har sågar tabt de seneste to kampe, mens Dolphins – som nævnt – har vundet to på stribe. Det bliver særdeles spændende at se, om Dolphins fortsat kan være konkurrencedygtige på den korte bane med Tua Tagovailoa bag center.