
Efter et længerevarende genoptræningsforløb er linebacker Jaelan Philips tilbage på træningsbanen for Miami Dolphins.
Anthony Weavers forsvar har fået en saltvandsindsprøjtning. Efter flere måneder og et svært genoptræningsforløb har Jaelan Phillips fået grønt lys fra lægestaben til at vende tilbage til træningsbanen.
Jaelan Phillips rev sin akillessene over i Miami Dolphins’ “Black Friday”-opgør mod New York Jets i november sidste år. Før skaden indtraf spillede Phillips som én af de bedste EDGE-spillere i ligaen, og han stod noteret for 6,5 sacks og en interception i otte kampe.
Den 25-årige forsvarsprofil har åbent fortalt, at det har været et svært genoptræningsforløb for ham, samt at det er den første alvorlige skade, han har bøvlet med i sin unge karriere.
I den kommende sæson skal Jaelan Phillips danne en på papiret frygtindgydende duo med Bradley Chubb. Derudover skal Phillips lære Chop Robinson at begå sig i NFL, efter at Dolphins valgte Robinson i første runde af forårets draft.
Jaelan Phillips har foreløbigt spillet 42 kampe i NFL, hvori han har leveret 146 tacklinger, 22 sacks og forceret to turnovers. Dolphins valgte oprindeligt Phillips i første runde af 2021-draften.








