Los Angeles Rams’ angreb skal blive mere uforudsigeligt den kommende sæson, og det betyder rotation på runningback-posten.

Kyle Shanahan havde i fjor enorm succes med at bruge forskellige runningbacks i sit kreative angreb, og det lagde divisionsrivalerne fra Los Angeles mærke til. Sean McVay udtaler i et interview med Dan Hellie fra Fox Sports, at man i den kommende sæson har ladet sig inspirere af 49ers’ effektive angreb, der var med til at føre dem til Super Bowl i den forgangne sæson.

Det betyder, at holdets runningbacks skal forberede sig på rotation og at deles om arbejdsbyrden. Da han blev spurgt ind til planerne udtalte McVay:

“Jeg tror det vil komme helt naturligt, hvis du kigger på den succes San Francisco havde sidste år med runningback-komite tilgangen. Jeg synes Kyle Shanahan og deres spillere gjorde et fantastisk stykke arbejde med at sige ‘hey, vi har en åben tilgang, vi vil være dedikerede til at have balance og så går vi med den varmeste spiller eller hvem end, der virkelig udtrykker sig som om han fortjener flere chancer.”

Rams har de seneste år været mere endimensionelle på runningback-positionen. Todd Gurley blev valgt i første runde af draften i 2015 og løb bolden for holdet 1265 gange i grundspillet på fem år. Derudover greb runningbacken mere end 200 bolde. Det førte med tiden til stor succes for hold og spiller, men det resulterede også i en udbrændt runningback.

Gurley blev forgyldt med en kæmpekontrakt i 2018, men blev fyret blot to år senere. McVay lader til at have lært den lektie og ser frem til en runningback-gruppe uden én central stjerne.

“Vi har en god følelse. Vi har tre gutter på vores hold, der har spillet football, Darrell Henderson, John Kelly er en anden fyr, Malcolm Brown har kontinuerligt produceret i rollen som nummer to bag Todd. Og så er der Cam Akers, en spiller vi er utroligt begejstrede for, så vi har fire backs, som vi føler er startende spillere i NFL, og ikke føler vi skal forcere boldberøringer til nogen af dem. Vi holder vores muligheder åbne og ser hvordan drengene klarer det.”

Rams valgte Cam Akers som deres første spiller i dette års draft, da de tog ham i anden runde. Akers var en talentfuld spiller for Florida State, men det lader til at han må affinde sig med, at spilletiden skal deles med sidste års tredjerundevalg Darrell Henderson, John Kelly der var et sjetterundevalget fra 2018 og Malcolm Brown, der ikke blev draftet i 2015.

Tilsammen har de fire spillere mindre end 1000 løbeyards i NFL.