Problemer på hjemmefronten betyder, at der nu er opstået rygter om, at Los Angeles Chargers vil flytte til London.

Kilde: CBS Sport

Allerede da NFL spillede den første kamp på Wembley tilbage i 2007, var den ultimative plan at få et NFL-hold i London.

Den oprindelige tidsramme lød på indenfor 15 år, og ville betyde at der allerede om to år skulle være et hold på plads i den engelske hovedstad.

I lang tid blev der spekuleret i at Jacksonville Jaguars skiftede deres Florida-hjem ud med et britisk domicil, men de planer ser ud til at være skrinlagt.

I stedet er der i forbindelse med søndagens kamp på Wembley mellem Texans og Jaguars, opstået et rygte, der sender Chargers til London.

Kan ikke fylde stadion
Den nuværende situation i Los Angeles er uholdbar for Chargers, der knap nok kan fylde deres midlertidige mini-stadion med plads til 32.000 tilskuere. Og faktisk er der kun folk på lægterne fordi modstandernes fans tropper op i hober og nærmest overtager stadion.

I flere tilfælde har man slet ikke kunne høre “hjemmeholdets” fans, mens udeholdets fans i Los Angeles holder en fest og giver deres favoritter en halv hjemmekamp.

Ifølge en artikel fra Vincent Bonsignore fra The Athletic, har Chargers og NFL begge interesse i, at førstnævnte pakker sydhavsfrugterne og flytter hele operationen over atlanten, hvor de europæiske fans har bakket op om NFL uden hensyntagen til hold.

“Det er bestemt en mulighed” skulle Chris Halpin, NFLs chef for vækst, have sagt til The Athletic.

Chargers afviser på det kraftigste
Både Chargers’ ejer Dean Spanos og Chargers’ SOME-team har været ude og afvise rygterne.

Førstnævnte var meget klar i sin retorik, hvor han brugte F-ordet tre gange omkring rygterne, mens Chargers på Twitter tog en mere humoristisk tilgang:

Læs hele artiklen på CBS Sports