Mens der er fuld fokus på playoffs og Super Bowl i USA, så er der allerede ved at blive lagt planer for den næste sæsons NFL-kampe i London.

Det skulle være næsten sikkert, at Miami Dolphins og Atlanta Falcons skal spille kamp i London til efteråret. Men dog ikke mod hinanden.

Miami Dolphins skal spille en hjemmekamp, hvor modstanderen endnu ikke er kendt, og også Atlanta Falcons giver afkald på en hjemmekamp i 2020 for at spille i London.

Falcons har én gang tidligere spillet i den engelske hovedstad, da de i 2014 mødte Detroit Lions.

Dolphins var sammen med New York Giants de to første hold, der spillede en grundspilskamp på Wembley, da de åbnede ballet i 2007. Siden har Dolphins været på besøg i London tre gange yderligere med en sejr og to nederlag til følge.

Der skal igen i 2020 spilles en kamp i Mexico City, og der er en chance for at enten Dolphins eller Falcons skal spille der i stedet for i London.

Kommer Packers til London?
Rygterne svirrer, og måske er det mere ønsketænkning end realistisk, at Green Bay Packers endelig kommer til London.

Packers er det eneste af NFLs 32 klubber, der endnu ikke har taget turen over Atlanten for at forkæle det europæiske publikum, men måske bliver det i 2020-sæsonen.

Det vil i givet fald blive en udekamp, og her kunne man forestille sig et opgør mod Tampa Bay Buccaneers, der har meget svært ved at fylde lægterne hjemme på Raymond James Stadium, men i London ville få fuldt hus.

London Jaguars
Det står desuden fast at Jacksonville Jaguars igen skal spille en hjemmekamp i London og næsten med garanti på Wembley. Det bliver ottende sæson i træk, at Jaguars spiller i London, og selvom NFL har nedtonet håbet om en NFL-klub i London, så kommer London Jaguars tættere og tættere på.

Faktisk vil NFL i 2020 eksperimentere med at lade en klub spille to kampe i træk i den engelske hovedstad, så klubben har både en hjemmekamp og en udekamp, men ikke behøver rejse frem og tilbage til USA mellem de to.

På den måde får NFL testet både om der er tilskuere til to kampe med det samme hold, og hvordan et hold reagerer på at være væk så længe.

Jacksonville Jaguars har været meget velvillige i hele den internationale proces, så meget tyder på, at de også bliver prøveklud i denne test.

Forudbestil dine billetter nu
NFL i London er den nemmeste, hurtigste og billigste måde, at se live NFL på.

Sidste år havde Gul Klud og LA Travel over 600 danske football-fans til NFL i London, og igen i år har du mulighed for at komme til kamp på Wembley eller i Tottenham.

Vi får kun tildelt et vist antal billetter og hotelværelser, så det er med at være hurtig på tasterne, hvos du skal være sikker på at komme afsted.

Læs mere her, om hvordan du booker dine billetter allerede nu.