Den tidligere Chargers-koordinator skulle ikke lede længe efter et nyt job.

Las Vegas Raiders og Jon Gruden har nu fundet en permanent løsning og afløser for Rod Marinelli, der har vikarieret som midlertidig defensiv koordinator siden fyringen af Paul Guenther.

Valget er faldet på Gus Bradley, der senest har stået i spidsen for Los Angeles Chargers’ forsvar som et betroet medlem af Anthony Lynns daværende stab. Her havde Gus Bradley stor succes, da hans forsvar rangerede i top 10 i forhold til antal tilladte point og yards hele tre gange i fire sæsoner.

Men Gus Bradley er først og fremmest kendt som arkitekten bag Seattle Seahawks’ Super Bowl-vindende forsvar og enheden ‘Legion of Boom’. Derudover har Bradley været ansat som cheftræner for Jacksonville Jaguars i perioden 2013-2016.

Ansættelsen betyder også, at Gus Bradley og Jon Gruden genoptager det samarbejde, som de havde i 2006. Her var det også Gruden, som hev Bradley med om bord, da han blev ansat som defensiv assistenttræner for Grudens Tampa Bay Buccaneers.