Selvom Josh Jacobs er rygtet væk fra Las Vegas, har McDaniels ingen intentioner om at slippe sin runningback.

Til trods for at Hall of Fame-kampen markerer begyndelsen på en ny sæson i NFL, er det sjældent en kamp, som skaber de store sportslige overskrifter. Alligevel lykkedes det for Raiders at stjæle spotlyset, da Josh Jacobs spillede et ikke uvæsentligt antal spil, hvortil han løb for 30 yards og greb to bolde for yderligere 14 yards.

Josh Jacobs var i forvejen et varmt navn på rygtebørsen i NFL og flere tolkede hans spilletid i Hall of Fame-kampen som, at Raiders gav ham en mulighed for at vise sit værd frem til potentielle bejlere.

Rygterne har nu fået Raiders’ nye cheftræner Josh McDaniels på banen, som har understreget, at han gerne ser Jacobs fortsætte sin karriere i Las Vegas:

– Vi ved, hvad J.J. (Josh Jacobs, red.) kan og vi kender hans bedrifter for klubben. Jeg stoler fuldt og fast på ham, og han gjorde det godt i kampen. Vi har ingen interesse i at miste ham, udtalte Josh McDaniels via Anthony Galaviz fra mediet Fresno Bee.

Josh Jacobs blev valgt med det 24. valg i første runde af 2019-draften af Raiders. Siden da har Jacobs løbet og grebet bolde for 3.839 yards og scoret 28 touchdowns. Jacobs udmærkede sig især i sin anden sæson i 2020, hvor det blev til 1.303 løbede og grebne yards og 12 scoringer.