Jimmy Garoppolo er blevet suspenderet, og rygterne siger, at han er færdig i Las Vegas.

NFL har tildelt Las Vegas Raiders’ quarterback Jimmy Garoppolo to spilledages karantæne, efter at han har forbrudt sig mod ligaens regler om præstationsfremmende midler. Jimmy Garoppolo har ikke i sinde at appellere sin straf og accepterer dermed, at han har overtrådt reglerne.

For at gøre ondt værre for Jimmy Garoppolo, så ser det også ud til, at hans tid i Las Vegas lakker mod enden. Ifølge ESPN og NFL Network ventes Las Vegas Raiders at fritstille den 32-årige quarterback inden begyndelsen af marts, så de undgår at betale ham en bonus på cirka 80 millioner danske kroner.

Jimmy Garoppolo havde også en svær debutsæson for Raiders, hvor han blev bænket efter ni spillerunder. Han sluttede sæsonen med sølle 1.205 kastede yards, syv touchdowns og ni interceptions. Raiders forgyldte ellers Garoppolo med en treårig kontrakt til en potentiel værdi af 500 millioner danske kroner.

Hvis der er hold i rygterne, så står Las Vegas Raiders’ nye general manager Tom Telesco og cheftræner Antonio Pierce tilbage med Aidan O’Connell og Brian Hoyer som quarterbacks. Derfor synes det at være plausibelt, at Raiders skal ud på markedet efter en ny bannerfører – enten via free agency eller ved at handle sig frem i den kommende draft, hvor de aktuelt råder over det 13. valg.