
Fredag udvandrede Maxx Crosby fra Las Vegas Raiders’ faciliteter efter, at Pete Carroll havde informeret ham om, at han vil blive sparet i 17. spillerunde.
Det har været en katastrofal sæson for højtsatsende Las Vegas Raiders, der bare har vundet to af 15 kampe, og indtager den absolutte bundplads i tabellen.
Som følge har Pete Carroll afskediget sin dyrt indhentede offensive koordinator Chip Kelly og sin special teams-koordinator Tom McMahon. Men spørgsmålet er efterhånden, om ikke Pete Carroll selv er fortid i Las Vegas, når sæsonen går på hæld om et par uger?
Det tyder i hvert fald på, at Pete Carroll har lagt sig ud med Raiders’ ubetingede stjerne Maxx Crosby.
Fredag informerede Pete Carroll sin forsvarsgeneral om, at han har i sinde at spare ham i den kommende spillerunde, hvor Raiders møder New York Giants i det ultimative bundbrag. Taberen står til at få det første valg i den kommende draft, hvilket har antændt spekulationerne om, hvorvidt holdene bevidst vil gå efter at tabe kampen.
Maxx Crosby tog ikke nyheden pænt, men i stedet forlod han Raiders’ træningsfaciliteter i protest mod beslutningen.
Beslutningen skal ses i lyset af, at Maxx Crosby har døjet med en knæskade siden oktober. Raiders frygter, at Crosby risikerer at forværre sin skade, hvis han fortsætter med at spille, og derfor tog de beslutningen for at beskytte ham.
Trods sin skade har Maxx Crosby været fantastisk spillende, og i de seneste fire spillerunder alene har han leveret 23 tacklinger og fire sacks.
Samlet set står Maxx Crosby noteret for 73 tacklinger, 10 sacks, to forcerede fumbles og en interception i sæsonen.








