Miami Dolphins er nået til enighed med receiver Jaylen Waddle om en treårig og særdeles lukrativ kontraktforlængelse.

Blækket fra Nico Collins’ kontraktforlængelse med Houston Texans nåede nærmest ikke at tørre, før Miami Dolphins forlængede aftalen med deres angrebsprofil Jaylen Waddle.

Læs også: Texans forgylder stjernereceiver

Miami Dolphins og Jaylen Waddle er nået til enighed om en treårig kontraktforlængelse, som potentielt kan indbringe den 25-årige receiver i omegnen af 580 millioner danske kroner. Kontrakten er struktureret således, at Waddle er garanteret at tjene cirka 520 millioner danske kroner, mens resten er lønkronerne er bundet op på præstationsbetingede klausuler.

Jaylen Waddle har været en afgørende brik i Miami Dolphins’ angreb, siden de valgte ham i første runde af 2021-draften. Faktisk har Waddle grebet mindst 1.000 yards i hver af sine tre første sæsoner som professionel. Samlet set står han noteret for 251 grebne bolde, 3.385 yards og 18 touchdowns.

Med kontraktforlængelsen har Miami Dolphins papir på deres stjerneduo Tyreek Hill og Jaylen Waddle frem til og med 2025-sæsonen. I den kommende sæson får de også selskab af den profilerede Odell Beckham Jr., som er skiftet til Miami på en etårig aftale.

Det virker til, at dominobrikkerne på receivermarkedet for alvor begynder at vælte nu. I den seneste tid har DeVonta Smith, Amon-Ra St. Brown, Nico Collins og nu Jaylen Waddle alle forlænget deres respektive aftaler, så det må være et spørgsmål om tid, før Ja’Marr Chase og Justin Jefferson også bliver forgyldt.