Boston holdet har lavet en række småændringer på cornerbackens kontrakt, der frigører omkring $3.7 millioner fra holdets lønbudget. Ændringerne betyder ikke noget for Gilmores jobsikkerhed

Kreativ bogføring bliver måske set ilde på i resten af verden, men i NFL er det en kunst som samtlige hold benytter sig af, når de skal have lønbudgettet til at hænge sammen.

Seneste eksempel på dette er New England Patriots, der har lavet en række småændringer på cornerbacken Stephon Gilmores kontrakt. Ændringerne betyder at Patriots får lidt mere luft i lønbudgettet, uden at Gilmores løn bliver sænket én eneste krone i år.

Gilmore underskrev sin nuværende femårige kontrakt i free agency før 2017-sæsonen. Kontrakten har en samlet værdi på $65 millioner. Gilmore kom til holdet fra Buffalo Bills, der draftede cornerbacken med det tiende valg i første runde af 2012-draften.